Kravet om lægeerklæring ved prøvelse af tvangsindlæggelse

En mand blev i 2013 tvangsindlagt på røde papirer, hvorefter han blev tvangstilbageholdt.

Forud for tvangsindlæggelsen havde en læge undersøgt manden og udfærdiget en lægeerklæring, som foreskrevet i psykiatrilovens § 7, stk. 2. Lægerklæringen blev forelagt politiets vagthavende jurist, der herefter tiltrådte, at tvangsindlæggelsen skulle iværksættes, jf. psykiatrilovens § 7, stk. 1.

I 2023 anmodede manden om prøvelse af tvangsindlæggelsens og tvangstilbageholdelsens lovlighed ved Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Regionen kunne ved prøvelsen ikke fremskaffe lægeerklæringen udfærdiget af den indlæggende læge i læsbart format, idet det alene var muligt at tyde dateringen af erklæringen, da der var sket en fejl ved indscanningen af dokumentet i forbindelse med digitalisering, og idet den originale, fysiske lægeerklæring var over ti år gammel og ikke længere fandtes.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt på den baggrund, at det ikke var dokumenteret ved den indlæggende læges erklæring, jf. psykiatrilovens § 7, stk. 2, hvordan manden opfyldte betingelserne for tvangsindlæggelsen. Nævnet tilsidesatte derfor tvangsindlæggelsen og som følge heraf også den efterfølgende tvangstilbageholdelse.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse blev indbragt til domstolsprøvelse.

Byretten fandt tvangsindlæggelsen og tvangstilbageholdelsen ulovlig

Byretten fandt, at der ikke var fremlagt en lægeerklæring i overensstemmelse med psykiatrilovens § 7, stk. 2, der dokumenterede, hvordan manden opfyldte betingelserne for tvangsindlæggelse. Retten udtalte, at den manglende lægeerklæring udgjorde en sådan alvorlig tilsidesættelse af mandens retssikkerhed, at tvangsindlæggelsen var ulovlig. Det ændrede ikke herpå, at der i sagen var fremlagt en anmodning om indlæggelse fra politiet samt udskrifter fra mandens journal, idet disse dokumenter ikke udgjorde en lægeerklæring som forudsat i bestemmelsen.

Da tvangstilbageholdelsen forudsatte en forudgående lovlig tvangsindlæggelse eller frivillig indlæggelse, kendte byretten også tvangstilbageholdelsen ulovlig. 

Regionen ankede byrettens dom.

Landsretten fandt tvangsindlæggelsen lovlig og hjemviste spørgsmålet om tvangstilbageholdelsens lovlighed

Efter en gennemgang af de relevante bestemmelser i psykiatriloven, herunder § 7, stk. 1 og 2, henviste landsretten til forarbejderne til § 7, hvoraf det blandt andet fremgår, at politiets medvirken udgør en ekstra retsgaranti, idet politiet skal påse, at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, forinden indlæggelsespapirerne underskrives af politiet som den myndighed, der tiltræder, at tvangsindlæggelse skal iværksættes.

Landsretten henviste endvidere til, at det fremgår af politiets anmodning om tvangsindlæggelse, at den lovpligtige lægeundersøgelse var foretaget, at indlæggelsen var forelagt politiets vagthavende jurist, der samme dag havde godkendt lægeerklæringen, og at den ledende overlæge på indlæggelsesstedet havde forklaret, at han på baggrund af journalmaterialet vurderede, at der havde foreligget udfyldte, røde papirer, samt at tvangsindlæggelsen havde været nødvendig. Landsretten fandt det under disse omstændigheder godtgjort, at betingelserne for at tvangsindlægge manden havde været opfyldt. Den helt særlige situation, at lægeerklæringen efter knap 12 år efter tvangsindlæggelsen ikke kunne fremskaffes i læsbar form, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten ændrede således byrettens dom og kendte tvangsindlæggelsen lovlig. Da spørgsmålet om tvangstilbageholdelsens lovlighed ikke havde været under realitetsbehandling i hverken Det Psykiatriske Patientklagenævn eller i byretten, hjemviste landsretten denne del af sagen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Landsretten ændrede således byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/13095.