20 jun. 2025
Procesbevillingsnævnet
Forsvarernes adgang til aktindsigt og rettens prøvelse heraf
Procesbevillingsnævnet har den 18. juni 2025 meddelt henholdsvis to tiltalte samt Rigsadvokaten tilladelse til kære til Højesteret af to kendelser, der er afsagt af Østre Landsret henholdsvis den 6. februar 2025 og den 15. maj 2025 (S-2674-22).
Under en verserende straffeankesag om økonomisk kriminalitet anmodede forsvareren for en af de tiltalte om aktindsigt i korrespondance og aftaler, som et vidne i sagen måtte have haft med politiet, samt i lydfiler vedrørende aflytning af et møde mellem blandt andre vidnet og en af de tiltalte. Det var forsvarerens formodning, at vidnet havde arbejdet som civil agent for politiet under efterforskningen, samt at der måtte findes yderligere lydfiler, end dem der allerede var udleveret til forsvaret.
Anklagemyndigheden oplyste i den forbindelse, at der under sagens efterforskning ikke havde været anvendt civile agenter. For så vidt angår lydfilerne oplyste anklagemyndigheden bl.a., at forsvaret havde fået alt det materiale, som forsvaret havde krav på at få udleveret.
Forsvareren indbragte afgørelsen om aktindsigt for landsretten, hvor forsvareren for en anden tiltalt tilsluttede sig anmodningen om aktindsigt og anmodede om, at det blev pålagt anklagemyndigheden at udarbejde en redegørelse, hvis indhold iagttog retsplejelovens § 746, stk. 2.
Under sagens behandling oplyste anklagemyndigheden bl.a., at der ikke var yderligere lydfiler, der kunne udleveres, og at forsvarerne havde modtaget alt tilgængeligt materiale efter retsplejelovens § 729 a, såfremt det ikke var undtaget fra forsvarerens adgang til aktindsigt efter § 729 c.
Ved Østre Landsrets kendelse af 6. februar 2025 afviste landsretten den del af anmodningen om aktindsigt, der angik korrespondance og aftaler med henvisning til, at der ikke var truffet en afgørelse om aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, idet anklagemyndighedens afgørelse måtte forstås således, at der ikke fandtes et sådant materiale, som forsvareren havde anmodet om.
Landsretten bestemte herefter, at anklagemyndigheden skulle fremsende en redegørelse vedrørende de lydfiler relateret til det aflyttede møde, som ikke var udleveret til forsvarerne, til brug for landsrettens prøvelse efter retsplejelovens § 746, stk. 2. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at den blotte oplysning om, at der eksisterer materiale, som er undtaget for forsvarernes aktindsigt, ikke ses at være i strid med de hensyn, der ligger til grund for retsplejelovens § 729 c.
I forlængelse af kendelsen oplyste anklagemyndigheden bl.a., at der ikke eksisterede yderligere lydfiler at redegøre for, idet forsvarerne havde modtaget det materiale, de havde krav på, hvortil anklagemyndigheden bemærkede, at der ikke kunne gives oplysninger om eventuelt materiale, der måtte være undtaget for forsvarernes ret til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c.
Anklagemyndigheden oplyste tillige, at anklagemyndigheden var indstillet på at give landsretten oplysning om, hvorvidt der forelå lydfiler, som ikke var udleveret til forsvarerne, og anmodede om, at sådanne oplysninger blev givet under et retsmøde i en anden afdeling i landsretten.
Landsretten fandt ikke grundlag for at bestemme, at redegørelsen skulle gives under et retsmøde i en anden afdeling i landsretten.
Anklagemyndigheden fremsendte herefter en redegørelse til landsretten og anmodede samtidig om, at redegørelsen ikke blev udleveret til forsvarerne i sagen, idet den indeholdt oplysninger om, at der var lydfiler, som ikke var udlevereret forsvarerne som følge af en byretskendelse om at undtage materialet for forsvarernes aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c.
Ved kendelse af 15. maj 2025 bestemte landsretten, at anklagemyndighedens anmodning ikke skulle tages til følge, da der ifølge landsretten ikke var grundlag for nu at bestemme, at de fremsendte oplysninger ikke skulle udleveres til forsvarerne. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at landsretten allerede ved kendelse af 6. februar 2025 havde taget stilling til, at den blotte oplysning om, hvorvidt der eksisterer materiale, som måtte være undtaget for forsvarernes aktindsigt, i en situation som den foreliggende ikke ses at være i strid med de hensyn, der ligger til grund for bestemmelsen i retsplejelovens § 729 c.
Procesbevillingsnævnets sagsnumre
Sagerne er i Procesbevillingsnævnet behandlet under j.nr. 25/05865, 25/05868 og 25/15771.
Østre Landsrets kendelse af 6. februar 2025 er trykt i TfK 2025.94 Ø.