Deliktsværneting

I den første sag havde et dansk selskab i en periode i 2022 udbetalt betydelige beløb til primært udenlandske betalingsmodtagere inden for EU. Tre af de nævnte betalinger skete til et tysk selskab og vedrørte i alt 71.999 EUR. Det danske selskab blev i november 2022 taget under konkursbehandling. Konkursboet, der ikke mente, at det danske selskab havde været forpligtet til at betale beløbene, sendte påkrav til det tyske selskab om betaling af det samlede overførte beløb. Det tyske selskab afviste påkravet og oplyste, at betalingerne vedrørte betaling af fakturaer, der var udstedt til en af det tyske selskabs kunder – et selskab i Mellemøsten. Det tyske selskab oplyste videre, at det danske selskab kontant skulle have modtaget 71.999 EUR fra det mellemøstlige selskab.

Konkursboet, der ikke mente at have modtaget beløbet, anlagde sag mod det tyske selskab med påstand om betaling af 71.999 EUR. Til støtte herfor påstod konkursboet, at det tyske selskab havde handlet ansvarspådragende (deliktansvar) i forbindelse med modtagelsen af betalingerne.

Sagen blev anlagt ved en dansk domstol, idet konkursboet gjorde gældende, at der var værneting i Danmark efter Bruxelles-I forordningens artikel 7, nr. 2. Spørgsmålet herom blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse.

Den anden sag angik også en erstatningssag, hvor et konkursbo havde anlagt sag ved en dansk domstol mod et slovakisk ejendomsselskab for at have handlet ansvarspådragende ved at modtage et større pengebeløb svarende til ca. 3,4 mio. kr. fra det konkursramte selskabs danske konto uden at have leveret en modydelse til det konkursramte danske selskab og uden at have haft et kontraktuelt retskrav på modtagelse af beløbet fra det konkursramte danske selskab.

Flere personer i det nu konkursramte danske selskab var forinden blevet dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed ved at have foranlediget, at der blev overført store pengebeløb på over 100 mio. kr. fra det konkursramte danske selskabs bankkonti til udenlandske konti.

Det slovakiske ejendomsselskab henviste til, at det overførte pengebeløb fra det danske selskab angik køb af fast ejendom i Slovakiet. Køberen af den faste ejendom i Slovakiet var et andet slovakisk selskab med en selskabskapital på 5.000 euro, og hvor ejerkredsen i dette slovakiske selskab bestod af fire personer fra Libyen.

Som det var tilfældet i den første sag, var der også i den anden sag spørgsmål om deliktsværneting i Danmark i henhold til Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 2, som var udskilt til særskilt behandling og afgørelse efter retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2.

Byretten fandt i begge sager, at der var værneting i Danmark

I den første sag udtalte byretten efter en gennemgang af værnetingsreglen i Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 2, at retten ved afgørelsen om værneting ikke skal tage stilling til, om erstatningsbetingelserne er opfyldt, men alene, om et erstatningsansvar på det foreliggende grundlag vil kunne komme på tale ud fra et overordnet skøn.

Retten fandt herefter, navnlig på baggrund af, at det tyske selskab havde modtaget i alt tre betalinger fra det danske selskab uden, at det danske selskab efter det oplyste havde en kontraktslig forpligtelse hertil, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at konkursboet ville kunne få medhold i et erstatningskrav mod det tyske selskab. Da overførslerne var sket fra det danske selskdabs konto i Danmark, var skaden i form af et økonomisk tab indtrådt i Danmark. Der var derfor værneting i Danmark.

I den anden sag lagde retten efter en gennemgang af værnetingsreglerne i Bruxelles I-forordningen og med henvisning til retspraksis fra EU-Domstolen til grund, at der ikke på noget tidspunkt havde været et kontraktsforhold mellem det konkursramte danske selskab og det slovakiske ejendomsselskab, og at forpligtelsen til tilbagebetaling hvilede på en skadestilføjelse ved konkursboets hjemsted ved en frivillig overførelse af penge fra den danske konto til modtagelse hos ejendomsselskabet i Slovakiet.

Retten anså konkursboets krav som et krav uden for kontrakt, hvor skadestilføjelsen var sket ved konkursboets hjemsted, og at der ikke var tale om et tilbagesøgningskrav som følge af ugrundet berigelse. Der var således værneting i Danmark efter de specielle værnetingsregler i Bruxelles I-forordningen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Den første sag er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/31760.

Den anden sag er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02390.