09 maj 2025
Procesbevillingsnævnet
Om sagsbehandlingsfejl i forbindelse med tildeling af fiskeritilladelser
Procesbevillingsnævnet har den 8. maj 2025 meddelt to færøske selskaber tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 21. november 2024 (B-223-23).
Fra 2001 til og med 2008 tildelte Fiskimálaráðið (Færøernes Fiskeriministerium) med hjemmel i § 20 i lógini um vinnuligan fiskiskap (lov om erhvervsmæssigt fiskeri) årligt tre skibe forsøgstilladelse til at fiske stinglaks (dolkfisk) med en maskestørrelse ned til 65 mm.
Det ene af de tre skibe blev i november 2008 solgt på tvangsauktion. Forud for tvangsauktionen oplyste panthaver i skibet til Fiskimálaráðið, at skibet skulle sælges på tvangsauktion og bad i den forbindelse om bekræftelse på, at skibets fangst- og fiskerirettigheder ville blive udstedt til køber af skibet på tvangsauktion. Fiskimálaráðið bekræftede, at fiskerirettighederne ville blive udstedt, såfremt køberen opfyldte betingelserne i lógini um vinnuligan fiskiskap.
Panthaver købte skibet på tvangsauktion og bad herefter Fiskimálaráðið om udstedelse af de fiskeritilladelser, som skibet havde forinden tvangsauktionen.
I december 2008 blev der afholdt et internt møde i Fiskimálaráðið, hvor det blev besluttet at reducere antallet af forsøgstilladelser for 2009 til to tilladelser, og det blev besluttet, hvilke skibe der skulle meddeles tilladelse. Der blev ved beslutningen taget hensyn til, at der var tale om skibe, der havde haft tilladelsen siden 2001, og at skibe, der havde vist forsøgsfiskeriet interesse i 2008 og anvendt deres tilladelse, skulle have en fordel. Skibet, der var blevet solgt på tvangsauktion, var ikke et af de skibe, som efter beslutningen skulle meddeles forsøgstilladelse i 2009.
Senere i december 2008 oplyste Fiskimálaráðið til køberen af skibet, at forsøgstilladelsen til fiskeri af stinglaks kunne udskrives for 2008, at der i 2009 alene ville blive tildelt to forsøgstilladelser, at betingelserne for at få forsøgstilladelsen var, at skibet skulle have haft en sådan tilladelse i tidsrummet efter 2001, og at den skulle have været brugt i 2008, samt at det ville blive undersøgt nærmere, om betingelserne var opfyldt for det pågældende skib.
I december 2009 blev skibet videresolgt, og den nye ejer ansøgte Fiskimálaráðið om at få udstedt skibets fiskeritilladelser for 2009 og 2010, herunder forsøgstilladelsen til fiskeri efter stinglaks.
Fiskimálaráðið meddelte afslag på ansøgningen om forsøgstilladelse til fiskeri efter stinglaks, og der opstod herefter tvist mellem parterne.
I december 2014 anlagde den nye ejer og den tidligere ejer af skibet sag mod Fiskimálaráðið blandt andet med påstand om, at Fiskimálaráðið skulle betale erstatning på ca. 5,8 mio. kr. Det blev blandt andet gjort gældende, at Fiskimálaráðið begik en formel fejl ved ikke at foretage partshøring af skibets ejer forud for beslutningen i 2008 vedrørende forsøgstilladelserne for 2009, og at undladelse af at forny skibets forsøgstilladelse måtte sidestilles med en tilbagekaldelse.
Fiskimálaráðið påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor blandt andet gældende, at den manglende høring af skibets ejer var uden betydning for den trufne afgørelse, herunder idet de skibe, der blev tildelt tilladelsen, havde fisket mere stinglaks i 2008 end det skib, som blev solgt på tvangsauktion.
Retten på Færøerne frifandt Fiskimálaráðið
Retten på Færøerne lagde til grund, at Fiskimálaráðið ved afgørelsen i december 2008 antog, at det skib, som blev solgt på tvangsauktion, ikke havde udnyttet sin forsøgstilladelse i 2008, og at denne antagelse havde betydning for afgørelsen. Retten lagde endvidere til grund, at skibet havde fisket færre stinglaks i 2008 end de to skibe, der blev tildelt forsøgstilladelse for 2009.
Retten på Færøerne fandt, at Fiskimálaráðið ved en høring af skibets ejer formentlig ville være blevet gjort opmærksom på, at skibet i 2008 havde haft fangst af stinglaks. Retten fandt endvidere, at den manglende høring ikke ville have medført et andet resultat med hensyn til afgørelsen af, hvilke skibe der skulle meddeles forsøgstilladelse for 2009, da et af kriterierne herfor var omfanget af skibenes fiskeri af stinglaks i 2008. Uanset at manglende høring i sig selv var en væsentlig sagsbehandlingsfejl, var der under disse omstændigheder ikke grundlag for at anse den manglende høring for væsentlig.
Retten på Færøerne frifandt herefter Fiskimálaráðið.
Den nye ejer og den tidligere ejer af skibet ankede dommen til landsretten.
Landsretten stadfæstede Retten på Færøernes dom
Landsretten fandt, at beslutningen om at reducere antallet af tilladelser til forsøgsfiskeri af stinglaks ikke var en afgørelse, der indebar pligt til høring af ejeren af det skib, som blev solgt på tvangsauktion, og landsretten fandt heller ikke i øvrigt grundlag for at anfægte sagligheden af beslutningen.
Allerede fordi der ikke blev ansøgt om forsøgstilladelse for skibet for 2009, fandt landsretten, at der heller ikke var anledning til at høre skibets ejer om beslutningen om at meddele de to tilladelser for 2009 til to andre skibe.
Landsretten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at pålægge Fiskimálaráðið erstatningsansvar, og stadfæstede Retten på Færøernes dom.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/32164.