Om opsættende virkning i sag om anbringelse af færøsk barn i Danmark

Et barn på nu 15 år var anbragt uden for hjemmet på en institution på Færøerne. Føroya Kærustovnur (den færøske ankestyrelse) traf afgørelse om, at barnet skulle udskrives fra institutionen og indskrives på en døgninstitution i Danmark i medfør af lagtingslov om børneværn § 35.

Afgørelsen blev indbragt for Retten på Færøerne af forældrene og barnet, der samtidig anmodede retten om at tillægge søgsmålet opsættende virkning. 

Det følger af lagtingslov om børneværn § 64, at afgørelser, der er truffet af Føroya Kærustovnur, og godkendelser efter § 17 og § 18 ikke kan påklages til anden administrativ myndighed og ikke kan suspenderes, hvis de indbringes for Færøernes ret. 

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det blandt andet, at ”Afgørelser fra Hovedbørneværnsudvalget suspenderes ikke, hvis de indbringes for Færøernes Ret. Det vil sige, at hvis Hovedbørneværnsudvalget har truffet en afgørelse, og afgørelsen indbringes for Færøernes Ret, bliver afgørelsen fra Hovedbørneværnsudvalget alligevel iværksat. Det, at Færøernes Ret behandler sagen, stopper ikke afgørelsen fra Hovedbørneværnsudvalget.”

Byretten tillagde søgsmålet opsættende virkning

Retten på Færøerne tillagde klagen over Føroya Kærustovnurs afgørelse opsættende virkning med bemærkning om, at det måtte antages, at det med børneværnslovens § 64 og bemærkningerne i forarbejderne havde været lovgivers intention at fastslå princippet om, at en klage ikke har opsættende virkning, og retten havde også i overensstemmelse hermed tidligere afvist at tillægge klager i andre sager opsættende virkning med henvisning til børneværnslovens § 64. Retten fandt imidlertid ikke, at der var grundlag for at fastslå, at reglerne i børneværnsloven sammenholdt med reglerne i retsplejelovens kapitel 54 fuldstændigt og undtagelsesfrit udelukkede, at der i visse tilfælde undtagelsesvis kunne tillægges klager over Føroya Kærustovnurs afgørelser opsættende virkning. Retten fandt, at dette resultat havde støtte i Højesterets afgørelse i U 1994.823 H. 

Retten fandt, at der i den foreliggende sag var tale om uden samtykke at sende en 15 år gammel dreng på institution i Danmark, hvorfor der var tale om sådanne ganske særlige omstændigheder, at opsættende virkning ikke på forhånd burde være udelukket. Efter en konkret afvejning af myndighedernes interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke blev udsat, over for arten og omfanget af den skade, som barnet kunne blive påført ved indgrebet, fandt retten, at der i den foreliggende sag var grundlag for undtagelsesvis at tillægge klagen opsættende virkning. 

Procesbevillingsnævnet meddelte Føroya Kærustovnur kæretilladelse til Østre Landsret af Retten på Færøernes kendelse. 

Landsretten ændrede afgørelsen, således at indbringelsen for retten ikke tillagdes opsættende virkning

Landsretten ændrede afgørelsen, således at indbringelsen for retten af Føroya Kærustovnurs afgørelse ikke blev tillagt opsættende virkning. Landsretten henviste til, at domstolene, selv om en udtrykkelig lovhjemmel ikke foreligger, ikke er afskåret fra undtagelsesvis med en almindelig hjemmel i forholdets natur at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, jf. Højesterets kendelse gengivet i U 1994.823 H. Landsretten fandt, at en sådan hjemmel ikke kunne antages at foreligge, hvor en lov udtrykkeligt og undtagelsesfrit bestemte, at søgsmål vedrørende nærmere angivne afgørelser ikke havde opsættende virkning. På den baggrund fandt landsretten efter ordlyden af lagtingslov om børneværn § 64, stk. 1, og de hertil knyttede udtrykkelige lovbemærkninger, at der ikke var hjemmel til at tillægge indbringelsen for retten af Føroya Kærustovnurs afgørelse opsættende virkning. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/10144 og 25/10519.