Om den naboretlige tålegrænse ved opsætning af antennemast

I 2021 opsatte et teleselskab en 42 meter høj antennemast på et naboareal til en beboelsesejendom. Antennemasten blev placeret 8 meter fra skellet til beboelsesejendommen. Der kørte en lokalbane på det areal, hvor antennemasten blev opsat.  

Ejerne af beboelsesejendommen anlagde i 2022 sag mod teleselskabet med påstand om betaling af 450.000 kr. De gjorde gældende, at opsætningen af antennemasten indebar en overskridelse af den naboretlige tålegrænse, at opsætningen havde medført en værdiforringelse af deres ejendom, og at de derfor var berettigede til erstatning.

Teleselskabet påstod frifindelse. Teleselskabet gjorde bl.a. gældende, at der før opsætningen af antennemasten ikke var tilstrækkelig kapacitet i det eksisterende mobilnet til at imødekomme befolkningens efterspørgsel, at antennemasten var etableret i tilknytning til allerede eksisterende infrastruktur og derfor faldt naturlig ind i området, og at den naboretlige tålegrænse ikke var overskredet, men at en eventuel erstatning alene skulle tilkendes for den del af værdiforringelsen, der overskred den naboretlige tålegrænse.

Der blev under sagen foretaget syn og skøn, og det blev i skønserklæringen vurderet, at opsætningen af antennemasten havde forringet beboelsesejendommens værdi med 200.000 kr.

Byretten dømte teleselskabet til at betale 200.000 kr.

Byretten udtalte, at det ikke var til hinder for et erstatningskrav fra en nabo, at antennemasten var lovligt opsat efter tilladelse fra de relevante myndigheder. Der kunne således være grundlag for et erstatningskrav, hvis opsætningen af antennemasten indebar en overskridelse af den naboretlige tålegrænse.

Det var efter en samlet vurdering rettens opfattelse, at antennemasten med dens placering og højde sammenholdt med reglerne for maksimal byggehøjde i området medførte en så væsentlig forringelse af det visuelle helhedsindtryk af beboelsesejendommen og gener ved udsynet fra ejendommen, at opsætningen af masten indebar en overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Det kunne ikke føre til et andet resultatet, at ejendommen var beliggende tæt på jernbaneskinner, en togstation og en parkeringsplads, og at området derfor i forvejen var belastet af infrastrukturanlæg, som reducerede herlighedsværdien betydeligt.

Byretten fastsatte erstatningen til 200.000 kr., svarende til værdiforringelsen af beboelsesejendommen.

Teleselskabet ankede dommen til landsretten.

Landsretten dømte teleselskabet til at betale 100.000 kr.

Under ankesagen biintervenierede brancheforeningen Teleindustrien til støtte for teleselskabet.

Teleselskabet gjorde under ankesagen supplerende gældende, at den samfundsmæssige betydning af mobile tele- og datatjenester havde undergået en voldsom udvikling, og at der havde været og fortsat var et betydeligt politisk fokus på udviklingen af mobil tele- og datainfrastruktur. Det samfundsmæssige behov var således et helt andet i dag end ved tidligere behandlede sager, hvilket efter teleselskabets opfattelse måtte tillægges væsentlig betydning ved vurderingen af, om tålegrænsen var overskredet.

Landsrettens flertal fandt efter en samlet vurdering og af de samme grunde som byretten, at opsætningen af antennemasten havde overskredet den naboretlige tålegrænse. Flertallet fandt, at det i dette tilfælde, hvor antennemasten var placeret så tæt på skel og naboejendommen, og hvor den medførte en så væsentlig forringelse af bl.a. det visuelle helhedsindtryk af ejendommen, ikke kunne føre til et andet resultat, at der havde været en betydelig samfundsmæssig udvikling på telekommunikationsområdet. Landsrettens flertal fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 100.000 kr. under henvisning til, at erstatningen skulle tilkendes efter differenceerstatningsprincippet, jf. U 1999.353 H og U 2006.1290 H.

Landsrettens mindretal fandt efter en samlet vurdering på baggrund af samfundsudviklingen på telekommunikationsområdet og efter en konkret vurdering af generne ved antennemasten, beboelsesejendommens beliggenhed og karakter samt områdets karakter, at det ikke kunne antages, at generne fra antennemasten oversteg, hvad der med rimelighed måtte påregnes som led i den almindelige samfundsudvikling. Mindretallet stemte herefter for at tage teleselskabets påstand til følge.

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/01559.          

Dommen er trykt som MAD 2024.275 Ø.