17 dec. 2025
Procesbevillingsnævnet
Strafudmåling i narkotikasag - tiltalte var 17 år på gerningstidspunktet
Procesbevillingsnævnet har den 16. december 2025 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 4. juni 2025 (S-616-25).
Tiltalte, der var 17 år på gerningstidspunktet, var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved at have været i besiddelse af i alt ca. 24.384 ecstasypiller, 317,39 gram kokain og 1.934,53 gram narkotika i amfetamingruppen.
Straffelovens § 33, stk. 3, blev ændret ved lov nr. 711 af 25. juni 2010. Forud for lovændringen indeholdt bestemmelsen et strafmaksimum på fængsel i 8 år for en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. Med lovændringen er ordlyden af bestemmelsen ændret således, at det nu følger af straffelovens § 33, stk. 3, at en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, ikke idømmes fængsel på livstid.
Derudover følger det af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 1, at det ved straffastsættelsen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført.
Byretten idømte den tiltalte fængsel i 7 år og 10 måneder
Byretten fandt det bevist, at tiltalte var skyldig, og fastsatte straffen til fængsel i 7 år og 10 måneder. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på sagens karakter og omfang, samt i formildende retning, at tiltalte ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
Landsretten stadfæstede byrettens bevisresultat og strafudmåling. Ved strafudmålingen lagde landsretten i skærpende retning vægt på arten og mængden af de fundne narkotiske stoffer, tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet. I formildende retning henså landsretten til, at tiltalte var 17 år på gerningstidspunktet.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16952.