Om godtgørelse for administrativt bestemt frihedsberøvelse ved formel fejl

En kvinde blev i februar 2024 frivilligt indlagt på en åben afdeling på en psykiatrisk afdeling. Dagen efter omkring kl. 13 var kvinden i nærliggende fare for sig selv, og en læge besluttede, at kvinden skulle overflyttes til en skærmet afdeling. Beslutningen om at overflytte kvinden til en skærmet afdeling blev ikke godkendt af en overlæge. Kl. 16.25 blev det vurderet, at kvinden var psykotisk eller i en tilstand, der ganske kunne sidestilles hermed, at hun frembød en nærliggende og væsentlig fare for sig selv, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde hende. Denne beslutning blev godkendt af en overlæge. Kvinden var herefter tvangstilbageholdt til den efterfølgende dag og derefter frivilligt indlagt i nogle dage. 

Idet beslutningen om at overflytte kvinden til skærmet afdeling ikke blev godkendt af en overlæge, mente kvinden, at hun havde været ulovligt tvangstilbageholdt den pågældende dag fra kl. 13 til kl. 16.25. Hun indgav derfor klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Nævnet afviste at behandle klagen, idet kvinden ikke fandtes at have været tvangstilbageholdt i det pågældende tidsrum. 

Sagen blev herefter indbragt for retten, hvor kvinden overfor regionen påstod, at frihedsberøvelsen den pågældende dag i tidsrummet 13.00 til 16.25 havde været ulovlig, og at hun skulle tilkendes godtgørelse på 5.000 kr. Under byretssagen anerkendte regionen, at frihedsberøvelsen havde været formelt men ikke materielt ulovlig, idet det alene var betingelsen om overlægegodkendelse, der ikke havde været opfyldt.  

Byretten frifandt regionen 

Byretten konstaterede, at kvinden var velkendt på den psykiatriske afdeling. Herefter og efter beskrivelserne af hende i den fremlagte patientjournal sammenholdt med varigheden af frihedsberøvelsen, fandt byretten ikke, at den formelle fejl (den manglende overlægegodkendelse), som regionen var ansvarlig for, var af en sådan grovhed, at der var grundlag for at tilkende kvinden godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Fejlen havde endvidere ikke indebåret en sådan krænkelse af kvinden, at der var grundlag for at tilkende hende godtgørelse på andet grundlag. Byretten frifandt derfor regionen. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom 

Kvinden ankede dommen og gentog under ankesagen sin påstand for byretten om betaling af 5.000 kr. i godtgørelse for ulovlig frihedsberøvelse. 

Under ankesagen var parterne enige om, at frihedsberøvelsen i tidsrummet 13.00 til 16.25 ikke var lovlig, da de formelle kompetenceregler for tvangstilbageholdelse ikke var overholdt. Parterne var desuden enige om, at de materielle betingelser for at foretage frihedsberøvelsen i psykiatrilovens § 5, nr. 2, var opfyldt. 

Landsretten konstaterede indledningsvist, at der forelå en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra e, idet frihedsberøvelsen ikke var lovlig. Idet de materielle betingelser for frihedsberøvelsen havde været opfyldt, og kvinden derfor også ville have været frihedsberøvet, hvis de formelle kompetenceregler i psykiatriloven havde været overholdt, fandt landsretten, at kvinden havde fået tilstrækkelig oprejsning af krænkelsen ved regionens anerkendelse af, at hun havde været udsat for en frihedsberøvelse, der ikke var lovlig. 

Landsretten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at tilkende kvinden godtgørelse og stadfæstede byrettens dom. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/26364.