Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

19 dec. 2025

Procesbevillingsnævnet

Ekstinktion af hævdvunden ret ved erhvervelse af ejendom i god tro

Procesbevillingsnævnet har den 17. december 2025 meddelt et selskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 6. oktober 2025 (BS-32888/2024).

Selskabet erhvervede i maj 2017 en ejendom, og antog i juni samme år en landinspektør til at foretage opmålinger i forbindelse med et større byggeprojekt på ejendommen. 

Ved opmålingen blev selskabets ledelse bekendt med, at ca. halvdelen af naboejendommens indkørsel lå på selskabets erhvervede ejendom, hvorefter landinspektøren efter aftale med selskabet rettede henvendelse til naboerne herom. 

Der var herefter en mailkorrespondance i juni 2017, hvor naboerne meddelte, at de selv og de forudgående ejere havde vundet hævd over arealet ved brug heraf i mere end tyve år uden forudgående aftale herom, hvorpå landinspektøren svarede, at man ikke mente, at naboerne havde vundet hævd over arealet på det foreliggende grundlag, og at man anså skelgrænsen for at være i overensstemmelse med den opmålte skelgrænse i henhold til den oprindelige matrikel. 

Selskabet tilsikrede sig i december 2017 ved korrespondance med landinspektøren, at naboerne var blevet gjort opmærksom på den opmålte skelgrænse. 

Herefter skete der ikke yderligere før 2020, hvor selskabet satte et hegn op på ejendommen langs den opmålte skelgrænse, som gik igennem naboernes indkørsel. Naboerne gjorde indsigelse herimod, og parterne afholdt en skelforretning, hvorpå det blev konstateret, at naboerne havde vundet hævd over arealet. Der blev ikke ved skelforretningen taget stilling til ekstinktion af den hævdvundne rettighed. 

Selskabet indbragte herefter sagen for domstolene

Byretten frifandt naboerne

Byretten fandt, at naboerne havde vundet hævd over arealet, idet dette havde været brugt og vedligeholdt af naboerne og tidligere ejere, og at dette var sket uden forudgående aftale med de daværende ejere af selskabets ejendom. 

Byretten fandt derudover, at selskabet, der havde erhvervet ejendommen i god tro, ikke havde ekstingveret den hævdvundne rettighed, idet de ikke havde gjort deres ret gældende inden for fristen på 2 år, jf. tinglysningslovens § 26, stk. 1. Byretten lagde herved særlig vægt på, at naboerne uhindret havde kunnet benytte arealet som hidtil frem til i hvert fald 2020. 

Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse

Landsretten fandt ligesom byretten, at naboerne forud for selskabets erhvervelse af ejendommen havde vundet hævd over arealet. 

Landsretten fandt også, at selskabet ikke havde gjort deres ret gældende inden for fristen på 2 år, uanset at der var rettet henvendelse herom ved landinspektør i sommeren 2017. Landsretten lagde navnlig vægt på, at selskabets repræsentant først selv blev bekendt med naboernes påstand om hævd ved opførelse af hegnet i 2020. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/28444.