Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

01 dec. 2025

Procesbevillingsnævnet

Bortfald af erstatningsansvar for kaskoskade forvoldt ved grov uagtsomhed

Procesbevillingsnævnet har den 27. november 2025 meddelt et forsikringsselskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 2. juni 2025 (BS-57732/2023).

En arbejdstager var involvereret i et færdselsuheld, da han som fører af en minibus som led i sit arbejde som chauffør kørte ud for rødt lys i et vejkryds og blev påkørt af en anden bilist.

Minibussen var ejet af chaufførens arbejdsgiver, og køretøjet var kaskoforsikret hos et forsikringsselskab, der udbetalte 87.404,69 kr. til arbejdsgiver i anledning af skaderne på minibussen. Forsikringsselskabet rettede herefter et regreskrav mod chaufføren, som afviste ethvert ansvar i anledning af færdselsuheldet. 

Forsikringsselskabet anlagde herefter retssag mod chaufføren med påstand om betaling af 87.404,69 kr. Chaufføren adciterede og nedlagde en friholdelsespåstand over for sin arbejdsgiver.

Byretten pålagde arbejdstager at betale regreskravet

Byretten gav forsikringsselskabet medhold, og frifandt samtidig arbejdsgiver for den af chaufføren nedlagte friholdelsespåstand. Byretten fandt, at chaufføren havde forvoldt skaden ved grov uagtsomhed, og retten fandt ikke anledning til at nedsætte kravet, da den ansvarspådragende handling var en overtrædelse af en klar lovregel, ligesom det ikke var dokumenteret, at erstatningskravet ville være urimeligt tyngende. 

Chaufføren indbragte byrettens dom for landsretten.

Landsretten frifandt arbejdstager 

Landsretten tiltrådte, at chaufføren ved den beskrevne kørsel havde handlet groft uagtsomt. Landsretten konstaterede bl.a., at forsikringsselskabet indtrådte i det krav, som arbejdsgiver selv kunne have rejst over for chaufføren som arbejdstager. Landsretten fandt herefter, at der uanset den udviste grad af uagtsomhed, var grundlag for at lade erstatningsansvaret helt bortfalde i medfør af erstatningsansvarslovens § 23, henset til skadens størrelse set i forhold til arbejdsgivers og arbejdstagers økonomiske forhold. Landsretten henviste i den forbindelse til, at færdselsuheldet var forårsaget som følge af kortvarig udvist uopmærksomhed, mens arbejdstager førte minibussen som led i sit arbejde som chauffør hos arbejdsgiver, hor han var ansat på ordinære lønmodtagervilkår.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18936.

Landsrettens afgørelse er trykt i FED 2025.97 Ø.