Om negativ retskraft

Et rederi D havde frem til den 31. august 2018 varetaget den samfundsbegrundede besejling af Bornholm. Havneselskabet, som forestod driften af havnene på Bornholm, gennemførte med virkning fra 1. januar 2018 væsentlige forhøjelser af de havneafgifter, som rederiet D skulle betale for at anløbe og anvende havnen. Rederiet D anlagde herefter sag mod havneselskabet med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at forhøjelsen af havneafgifterne i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebar misbrug af selskabets dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF).

Med virkning fra 1. september 2018 overtog rederiet M den samfundsbegrundede besejling af Bornholm. Rederiet M fusionerede i efteråret 2018 desuden med rederiet D med M som det fortsættende rederi. 

Ved Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 blev havneselskabet frifundet for den af rederiet D nedlagte påstand. Sø- og Handelsretten henviste navnlig til, at der til trods for indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere misbrug af selskabets dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i TEUF.

Nogle måneder senere anlagde rederiet M sag mod havneselskabet blandt andet med påstand om, at havneselskabet skulle anerkende, at de af selskabet siden 1. september 2018 opkrævede havneafgifter udgjorde misbrug af selskabets dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller TEUF artikel 102. Havneselskabet påstod overfor denne (konkurrenceretlige) del af sagen afvisning under henvisning til, at Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 havde negativ retskraft. Selskabets afvisningspåstand blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse. 

Sø- og Handelsretten tog ikke afvisningspåstanden til følge

Sø- og Handelsretten fandt, at der var sammenfald mellem rederiet D og M, og at de to sager derfor vedrørte samme parter. Sø- og Handelsretten udtalte herefter, at dommen af 7. maj 2021 ikke eksplicit tog stilling til, om rederiet D’s anerkendelsespåstand skulle have betydning for perioden efter den 31. august 2018, hvor rederiet M havde overtaget besejlingen, men at det forekom naturligt at anse perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, hvor rederiet D havde været kontraktpart, som en afgrænset periode, der lå forud for rederiet M’s og havneselskabets aftaleforhold gældende fra 1. september 2018. 

Under disse omstændigheder var rederiet M’s fremsættelse af anerkendelsespåstand for perioden fra den 1. september 2018 og frem under en ny sag naturlig og velbegrundet og kunne ikke ses som et illoyalt forsøg på at få prøvet et tidligere påkendt spørgsmål. Sø- og Handelsretten udtalte videre, at der burde udvises tilbageholdenhed med at statuere retskraft i tilfælde, hvor der kunne være en berettiget tvivl om, hvorvidt der var taget stilling til et spørgsmål, og hvor dette kunne medføre et betydeligt retstab som i denne sag, hvor rederiet M ville blive afskåret fra at få foretaget en egentlig konkurrenceretlig analyse af, om havneselskabet havde misbrugt sin ubestridte dominerende stilling.

Sø- og Handelsretten fandt herefter, at dommen af 7. maj 2021 ikke havde negativ materiel retskraft i forhold til rederiet M’s anerkendelsespåstand, og der var derfor ikke grundlag for at afvise denne.

Havneselskabet ankede Sø- og Handelsrettens deldom. 

Landsretten tog afvisningspåstanden til følge

Landsretten tiltrådte, at de to sager vedrørte samme parter. Spørgsmålet var herefter, om Sø- og Handelsrettens stillingtagen i dommen af 7. maj 2021 om havneselskabets misbrug af dominerende stilling i perioden fra 1. januar 2018 til den 31. august 2018 indebar, at den af rederiet M nedlagte påstand om selskabets misbrug af dominerende stilling i tiden efter den 31. august 2018, ikke kunne prøves under sagen mellem havneselskabet og rederiet M, og om påstanden derfor skulle afvises.

Landsretten lagde til grund, at det nye havneafgiftssystem, som blev varslet i 2016, og som trådte i kraft 1. januar 2018 og blev fuldt indfaset i 2020, i forhold til rederiet D og M var identisk. Rederiet D (nu M) havde desuden haft mulighed for at få forholdene efter 1. september 2018 prøvet under den tidligere sag, men havde undladt dette. Det var endvidere ikke gjort gældende af rederiet M, at der efterfølgende var indtrådt væsentlige ændringer i de faktiske forhold eller retstilstanden, der kunne begrunde en fornyet prøvelse af spørgsmålet om havneselskabets misbrug af dominerende stilling. På den baggrund og efter en samlet vurdering fandt landsretten, at dommen af 7. maj 2021 havde negativ retskraft i sagen mellem selskabet og rederiet M, og at rederiet M’s påstand om misbrug af dominerende stilling efter 31. august 2018 derfor skulle afvises. Landsretten ændrede således Sø- og Handelsrettens deldom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19379.