Om den sikrede personkreds i arbejdsskadesikringsloven

En person (skadelidte) blev under sit arbejde som buschauffør påkørt af en bagfrakommende minibus med høj hastighed. Efter påkørslen tilså skadelidte først passagerne i sin egen bus, hvorefter han forlod bussen for at hjælpe passagerne i minibussen, der var svært tilskadekomne. Skadelidte løb herefter tilbage til sin egen bus for at hente værktøj til at frigøre en passager i minibussen. Ved hændelsen pådrog skadelidte sig en skade i form af vrid i nakken og uspecificeret belastningsreaktion, som af arbejdsskademyndighederne blev anerkendt som en arbejdsskade.

Arbejdsskademyndighederne anså skadelidte for omfattet af personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, i forbindelse med færdselsuheldet og den efterfølgende redningsaktion i minibussen. Efter arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, er personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, berettigede efter loven. Der er af den anerkendte arbejdsskade blevet fastsat godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.

Forsikringsselskabet anmodede arbejdsskademyndighederne om refusion af udgifter for den del, som kunne tilskrives skadelidtes psykiske skade, der var opstået under den sidstnævnte del af hændelsesforløbet. Forsikringsselskabet henviste i den forbindelse til arbejdsskadesikringslovens §§ 4, stk. 2, nr. 3 og 49, stk. 5, hvorefter personer, der bl.a. under forsøg på at redde menneskeliv, når forsøget uden at være arbejde efter § 2 dog sker i sammenhæng med sådant arbejde, er berettiget efter arbejdsskadesikringsloven bl.a. med den følge, at et forsikringsselskab har adgang til refusion af ydelser af statskassen.

Forsikringsselskabet præciserede, at deres henvendelse skulle forstås som en anmodning om genoptagelse af skadelidtes arbejdsskadesag under henvisning til, at der var anvendt et forkert retsgrundlag. Arbejdsskademyndighederne fandt imidlertid ikke grundlag for at genoptage sagen. 

Byretten frifandt Ankestyrelsen

Byretten fandt, at ulykken skete som led i skadelidtes arbejde som buschauffør, og at skadelidtes uspecificerede belastningsreaktion opstod i forbindelse med, at han assisterede tilskadekomne i minibussen, og at den skade, som han pådrog sig, var en direkte følge af forhold, der vedrørte hans arbejde. Retten fandt således, at skadelidtes reaktion var nært forbundet med arbejdet som buschauffør, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den ydede assistance ikke kunne anses for uvedkommende for en buschauffør. Byretten fandt derfor, at forsikringsselskabet ikke havde godtgjort, at der var anvendt et forkert retsgrundlag ved arbejdsskademyndighedernes afgørelser, hvorfor der ikke var grundlag for at genoptage sagen eller hjemvise den til fornyet behandling, idet forsikringsselskabet ikke havde godtgjort, at der var sket væsentlige sagsbehandlingsfejl.

Landsretten stadfæstede byrettens dom (dissens)

Efter en gennemgang af sagens problemstilling og bevisresultat fandt landsrettens flertal, at der efter de foreliggende oplysninger i forbindelse med ulykken sammenholdt med oplysningerne om det efterfølgende sagsbehandlingsforløb ikke var fornødent grundlag for at antage, at arbejdsskademyndighederne i den konkrete sag havde begået sagsbehandlingsfejl ved at henføre skadelidte til personkredsen i arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, i forbindelse med hændelsesforløbet i sin helhed og således ikke havde søgt at opdele hændelsesforløbet og dens følger for skadelidte mellem denne bestemmelse og bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 4, stk. 2, nr. 3.

Landsrettens mindretal fandt under henvisning til lovens ordlyd og forarbejderne til arbejdsskadesikringslovens §§ 4, stk. 2, nr. 3 og 49, stk. 5, at der ved formuleringen af bestemmelsen var tilsigtet at udsondre forsøg på redning af menneske fra det sikrede i øvrigt udførte arbejde, og at den eventuelle andel af skadelidtes arbejdsskade i form af psykiske gener, som måtte hidrøre fra skadelidtes forsøg på redning af menneskeliv, ville være omfattet af arbejdsskadesikringslovens §§ , stk. 4, nr. 3 og 49, stk. 5, og at der ikke var grundlag for en fravigelse heraf alene som følge af, at skadelidte i forbindelse med hændelsen endvidere pådrog sig en arbejdsskade omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1.

Mindretallet fandt således, at Ankestyrelsens afgørelse om at anskue hændelserne som ét samlet forløb og henføre den under arbejdsskadesikringslovens § 2, stk. 1, var forkert, og at der derfor var grundlag for at genoptage arbejdsskadesagen på ulovbestemt grundlag og hjemvise sagen.  

Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, hvorefter byrettens dom blev stadfæstet. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16465. 

Dommen er trykt i FED 2025.128.