Om betinget frakendelse ved lang sagsbehandlingstid

I den ene sag var tiltalte tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 41, stk. 1, nr. 1, ved i to tilfælde, herunder den 14. og 19. december 2019, at have ført personbil med en hastighed på mere end 30 procent af den tilladte hastighed. Tiltalte var tidligere straffet af betydning for sagen, idet han ved dom i august 2018 var blevet meddelt et kørselsforbud for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1, om anvisninger for færdslen.

I den anden sag var tiltalte tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2 samt lov om euforiserende stoffer 1, stk. 3, ved den 15. april 2020 at have ført en personbil på et tæt befærdet område efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer og ved at være i besiddelse af 15,20 gram hash til eget brug. Tiltalte var tidligere straffet af betydning for sagen, idet hun ved dom i november 2016 bl.a. var blevet frakendt førerretten for en periode på 4 år, og kørslen skete således tillige i frakendelsestiden.

Straffelovens § 82, stk. 2, og § 83 blev indsat/nyaffattet ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 med ikrafttræden den 1. januar 2022. Forud for lovændringen fremgik det af straffelovens § 82, nr. 13, at det i almindelighed skulle indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen ikke var afgjort inden for rimelig tid, uden at det kunne bebrejdes gerningsmanden. Endvidere kunne det efter dagældende § 82, nr. 14, ligesom i dag, jf. § 82, stk. 1, nr. 13, tillægges formildende betydning, at der var gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige straf var unødvendig. Herudover kunne straffen i medfør af dagældende straffelovs § 83 bortfalde under i øvrigt formildende omstændigheder. 

Efter lovændringen kan sagsbehandlingstiden kun komme i betragtning som formildende omstændighed, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist, jf. nugældende straffelovs § 82, stk. 2 og § 83.

I den ene sag blev tiltalte i byretten frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i et tidsrum af 6 måneder fra endelig dom. I den anden sag blev tiltalte i byretten bl.a. frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, betinget i et tidsrum på 3 år fra endelig dom.

I den første sag fandt byretten det bevist, at tiltalte var skyldig. Byretten fandt, at straffen i form af en bøde, der efter tiltaltes indkomstforhold skulle have været fastsat til 3.000 kr., skulle bortfalde under henvisning til, at sagsbehandlingstiden, der på tidspunktet for byrettens dom udgjorde ca. 3 år og 10 måneder, i så væsentligt omfang havde oversteget det rimelige, at tiltalte burde kompenseres herfor i medfør af dagældende straffelovs § 82, nr. 13, og § 82, 2. pkt. og princippet i disse bestemmelser, jf. U 2012.2315/1 H. Byretten fandt imidlertid ikke, at den lange sagsbehandlingstid udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at gøre førerretsfrakendelsen betinget eller at fastsætte en kortere frakendelsestid.

I den anden sag havde tiltalte tilstået samtlige forhold. Byretten fandt, at straffen i form af fængsel skulle gøres betinget, og bøden skulle udmåles under hensyn til den lange sagsbehandlingstid i henhold til de principper, som blev fastlagt af Højesteret i 2012. Byretten fandt også grundlag for, at frakendelse af førerretten skulle gøres betinget. Byretten lagde navnlig vægt på, at der på tidspunktet for domsafsigelsen var forløbet næsten 4 år fra gerningstidspunktet, hvilket udgjorde en urimelig lang sagsbehandlingstid, der ikke kunne tilskrives tiltaltes forhold, samt at der var tale om en ukompliceret straffesag, og dertil at ansøger havde tilstået samtlige forhold. Byretten lagde desuden vægt på ansøgers personlige forhold, idet ansøger siden gerningstidspunktet var gået i misbrugsbehandling og blevet stoffri, havde startet egen virksomhed og undladt at generhverve førerretten under afventning af dom i sagen. Byretten fremhævede i sin begrundelse, at der helt undtagelsesvist var grundlag for at gøre frakendelsen af førerretten betinget.

I den ene sag stadfæstede landsretten byrettens dom, og i den anden sag blev frakendelsen af førerretten gjort ubetinget.

I den første sag bemærkede landsretten, at lang sagsbehandlingstid som udgangspunkt ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for at gøre frakendelse af førerretten betinget efter færdselslovens § 126, stk. 2, eller i medfør af princippet i dagældende straffelovs § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., jf. blandt andet princippet i UfR 2012.2316 H. Landsretten bemærkede imidlertid, at en ualmindelig lang sagsbehandlingstid, der ikke skyldes tiltaltes forhold, helt undtagelsesvist kan føre til, at en frakendelse, der som udgangspunkt skal gøres ubetinget, gøres betinget, jf. U 2020.3527 V. Efter en samlet vurdering af sagens karakter og forløb, og under henvisning til, at forholdende var begået inden tre år efter, at tiltalte var meddelt et kørselsforbud, fandt landsretten hverken på baggrund af sagsbehandlingstiden, der på tidspunktet for landsrettens dom udgjorde ca. 5 år og 6 måneder, eller tiltaltes personlige forhold, at der forelå sådanne helt særligt formildende omstændigheder, at der var grundlag for at gøre frakendelsen af førerretten betinget.

I den anden sag havde anklagemyndigheden anket byrettens dom for så vidt angik betinget frakendelse af førerretten som følge af lang sagsbehandlingstid. Landsretten bemærkede, at der uanset den lange sagsbehandlingstid - 5 år og 4 måneder på tidspunktet for domsafsigelse i landsretten – navnlig henset til, at der var tale om et andengangstilfælde, ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for helt undtagelsesvist at gøre frakendelsen af førerretten betinget. 

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/13268 og 25/20773.