Betydningen af juridisk og biologisk forældreskab i forældreansvarssager

Sagen vedrører forældremyndighed og samvær for et barn på 6 år.

I forbindelse med fødslen blev den juridiske far registreret som far til barnet på baggrund af en underskrevet ansvars- og omsorgserklæring. Omkring fire måneder efter fødslen ophævede forældrene samlivet, og der verserede efterfølgende en forældreansvarssag, da moren og den juridiske far ikke var enige om den juridiske fars samvær med barnet. Efter sagens oversendelse til familieretten indgik moren og den juridiske far forlig om optrapning af samværet til én enkelt overnatning hver anden uge.

Efterfølgende på morens foranledning blev der opstartet en faderskabssag, idet der var en anden mulig far til barnet, der ligesom den juridiske far havde været sammen med moren i den periode, hvor hun blev gravid.  Moren og den mulige far fik i denne forbindelse foretaget en DNA-test, der viste, at sandsynligheden for, at den mulige far var biologisk far til barnet var 99,99%.

Familieretshuset afviste efter anmodning fra moren at genoptage faderskabssagen, og sagen blev indbragt for familieretten, der genoptog faderskabssagen. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse indbragte den juridiske far sagen for landsretten, der ændrede familierettens afgørelse således, at faderskabssagen ikke blev genoptaget. Efterfølgende indbragte moren og den mulige far med Procesbevillingsnævnets tilladelse sagen for Højesteret, der stadfæstede landsrettens afgørelse blandt andet under henvisning til, at barnet siden samlivsophævelsen havde haft samvær med den juridiske far, at den juridiske far – uanset den biologiske far – var forsat med at behandle barnet som sit eget, og at moren i hvert fald i en periode havde ladet den juridiske far behandle barnet som sit eget. Herudover lagde Højesteret afgørende vægt på, hvad der måtte antages at være bedst for barnet, herunder barnets mulighed for at bevare tilknytningen til den juridiske far.

Procesbevillingsnævnets hjemmesidetekst i den tidligere faderskabssag er omtalt under j.nr. 24/03139 og j.nr. 24/03256. Højesterets dom i faderskabssagen er trykt i U 2025.28 H. 

Sideløbende med faderskabssagen verserede en ny forældreansvarssag om forældremyndighed og samvær for barnet. Den juridiske far havde ansøgt om udvidelse af samværet med barnet, og moren havde ansøgt om ophævelse af den fælles forældremyndighed.

Familieretten ophævede ikke den fælles forældremyndighed og udvidede den juridiske fars samvær

For så vidt angik spørgsmålet om forældremyndighed lagde familieretten til grund, at morens og den juridiske fars samarbejde om barnet fungerede, hvorfor der ikke var påvist konkrete holdepunkter for at antage, at de ikke også fremover kunne samarbejde til barnets bedste. På denne baggrund fandt familieretten, at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

For så vidt angik spørgsmålet om samvær lagde familieretten efter en samlet vurdering af barnets forhold til grund, at barnet jævnligt siden samlivsophævelsen havde haft samvær med den juridiske far, og at barnet efter det oplyste profiterede af dette samvær. På denne baggrund fandt familieretten, at samværet mellem barnet og den juridiske far skulle optrappes til en opdelt 9/5-ordning over en ca. 4-måneders periode. Herudover fastsatte familieretten feriesamvær for barnet.

Det bemærkes, at den biologiske far – der hidtil havde haft samvær med barnet efter aftale med moren – under forældreansvarssagens behandling i familieretten ansøgte om fastsættelse af samvær for barnet. Familieretshuset traf afgørelse om at afvise at behandle anmodningen om samvær, men familieretten ophævede senere afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling i Familieretshuset.

Landsretten stadfæstede familierettens afgørelse om forældremyndighed, men ændrede familierettens afgørelse om samvær

Landsretten fandt ligesom familieretten, at der ikke var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed over barnet, og at der ikke for tiden var grundlag for at ophæve samværet mellem barnet og den juridiske far.

Landsretten fandt desuden, at den af familieretten fastsatte optrapningsordning og fastsættelse af feriesamvær var for vidtgående. Landsretten lagde her vægt på den helt særlige situation, som barnet befandt sig i, og at der ikke var tilvejebragt et fuldstændigt oplysningsgrundlag til belysning af barnets perspektiv. I forlængelse heraf bemærkede landsretten blandt andet, at Familieretshuset burde behandle en ansøgning om udvidelse af samværet for barnet fra den juridiske far i forbindelse med behandlingen af den biologiske fars ansøgning om samvær således, at der kunne fastsættes en samværsordning under hensyntagen til barnets forhold og hverdag.

På denne baggrund fandt landsretten, at der skulle være samvær mellem barnet og den juridiske far i en 12/2-ordning samt ét dagssamvær hver anden uge. Herudover fandt landsretten, at der ikke skulle fastsættes feriesamvær mellem barnet og den juridiske far. Landsretten stadfæstede således familierettens afgørelse om forældremyndighed, men ændrede afgørelsen om den juridiske fars samvær.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/24385.