Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

01 okt. 2025

Procesbevillingsnævnet

Ubetinget fængselsstraf til den forurettedes primære omsorgsperson

Procesbevillingsnævnet har den 1. oktober 2025 meddelt en kvinde tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 18. juni 2025 (S-597-24).

I september 2022 kørte en kvinde galt, idet hun med bilen ramte ind i et træ i rabatten. Ved ulykken pådrog hendes datter, der sad på bagsædet, sig betydelige skader i form af flere brud i ryggen og nakken og operationskrævende skade på tarmen, som førte til, at datteren mistede førligheden og blev permanent respiratorbruger.

 

Anklagemyndigheden rejste blandt andet tiltale for overtrædelse af straffelovens § 249, 2. pkt., jf. 1. pkt., nr. 2, ved under den pågældende kørsel under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt at have påført sin datter betydelig skade på legeme eller helbred, idet hun på særlig hensynsløs måde og efter at have indtaget bevidsthedspåvirkende stoffer førte en personbil, og idet hun under kørslen indtog lattergas i et sådant omfang, at hun kortvarigt mistede bevidstheden og herredømmet over bilen.

 

Byretten idømte en betinget fængselsstraf

Kvinden blev i byretten idømt betinget fængsel i 1 år og 8 måneder og frakendt førerretten i 5 år. 

 

Straffen blev gjort betinget af, at kvinden i en periode på 2 år fra endelig dom ikke måtte begå noget strafbart og under prøvetiden underlagde sig tilsyn fra Kriminalforsorgen, herunder med eventuel misbrugsbehandling. 

 

Ved afgørelsen af, at straffen kunne gøres betinget, lagde byretten afgørende vægt på, at datteren syntes dybt afhængig af sin mors tilstedeværelse, og fandt på grund af disse særegne forhold, at frihedsstraffen trods sagens særdeles alvorlige karakter undtagelsesvis kunne gøres betinget på de anførte vilkår. 

 

Landsretten skærpede straffen, der blev gjort ubetinget

Landsretten skærpede fængselsstraffen til fængsel i 1 år og 9 måneder. Flertallet fandt, at der ikke var grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen helt eller delvist betinget og lagde herved vægt på karakteren af og forholdets grovhed samt det forhold, at kvinden flere gange tidligere var dømt for personfarlig kriminalitet og kørsel i stofpåvirket tilstand. 

Ét mindretal voterede for at gøre straffen betinget, og et andet mindretal voterede for at gøre straffen delvist betinget, således at 6 måneder af straffen skulle fuldbyrdes.

 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19022.