Om tvangstilbageholdelse

En mand blev i februar 2024 tvangsindlagt. Manden blev udskrevet igen den 22. april 2024.   

Det fremgik af mandens journal, at han flere gange under indlæggelsen gav udtryk for uvilje over for den foreslåede behandling og måtte tvangsmedicineres, mens han dog i perioder helt eller delvist tog den ordinerede medicin. Det fremgik videre af journalen, at manden ved flere lejligheder i februar og marts 2024 udtrykte uvilje over for indlæggelsen, idet han blandt andet udtalte, at han ikke skulle være ”buret inde”, at han ikke burde være indlagt, at han gerne ville tilbage til sit bosted, og at han ønskede at ”komme hjem”. Den første af disse ytringer blev fremsat dagen efter tvangsindlæggelsen. 

I medio marts indgav mandes advokat klage over tvangsindlæggelse, tvangsmedicinering og tvangs-tilbageholdelse. 

Under en samtale med en læge den 3. april 2024 oplyste manden, at han ønskede ”udskrivelse”. Lægen noterede herefter i mandens journal, at manden blev oplyst, at hans ønske om udskrivelse ikke kunne imødekommes, hvilket manden accepterede. 

I forlængelse af ovennævnte klage godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn tvangsindlæggelsen og tvangsmedicineringen, idet betingelserne herfor var opfyldt. Klagen over tvangstilbageholdelse blev imidlertid afvist, idet nævnet ikke kunne konstatere, at sygehuset havde tvangstilbageholdt manden. På begæring fra manden blev Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse indbragt for domstolene. Manden påstod under sagen, at regionen skulle anerkende, at beslutningerne om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse var ulovlige. 

Byretten fandt tvangsindlæggelsen frem til den 3. april lovlig og tvangstilbageholdelsen fra dette tidspunkt ulovlig. 

Byretten fandt det godtgjort, at manden blev vurderet til at være sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles dermed, da han blev indlagt, og at denne tilstand bestod frem til udskrivelsen den 22. april 2024. Det fandtes tillige godtgjort, at det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve manden i denne periode med henblik på behandling. Beslutningen om tvangsindlæggelse var derfor lovlig, ligesom formalia i henhold til psykiatrilovens bestemmelser fandtes at være overholdt. 

Byretten fandt videre, at manden tre gange inden den 3. april 2024 havde ytret ønske om at komme hjem, men at disse ytringer ikke udgjorde en anmodning om at blive udskrevet.

Endelig fandt byretten, at der den 3. april 2024 blev truffet beslutning om at tvangstilbageholde manden. Denne beslutning, der var truffet af en læge, var ikke godkendt af en overlæge, jf. psykiatrilovens § 4c, jf. § 10, stk. 1. Beslutningen om tvangstilbageholdelse var endvidere ikke indført i tvangs-protokollen, jf. psykiatrilovens § 20. De formelle betingelser for fortsat frihedsberøvelse var derfor ikke opfyldt, og tvangstilbageholdelsen i perioden fra den 3. april og frem til udskrivelsen fandtes derfor at have været ulovlig. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom 

Manden ankede byrettens dom med påstand om, at regionen skulle anerkende, at tvangsindlæggelsen og herefter tvangstilbageholdelsen i perioden fra dagen efter tvangsindlæggelsen og frem til den 3. april var ulovlig.

Landsretten stadfæstede af de af byretten anførte grunde byrettens dom i det omfang den var anket, og udtalte i den forbindelse, at der ikke var grundlag for at fastslå, at manden før den 3. april 2024 med den fornødne klarhed havde fastholdt en tilkendegivelse om at blive udskrevet med den følge, at der burde være truffet beslutning om tvangstilbageholdelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19333.