Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

31 okt. 2025

Procesbevillingsnævnet

Manglende vejledning ved beslaglæggelse

Procesbevillingsnævnet har den 30. oktober 2025 meddelt en person tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 7. maj 2025 (S-0818-25).

I februar 2025 foretog politiet beslaglæggelse af en række genstande hos et ægtepar, der var mistænkt for tyveri. Parret samtykkede mundtligt til beslaglæggelsen, men blev ikke vejledt om muligheden for at få spørgsmålet om lovligheden af beslaglæggelsen forelagt retten.

Knap to uger senere beskikkede retten en advokat for hver af ægtefællerne, der 12 dage senere anmodede om, at beslaglæggelsen blev indbragt for retten. Dagen efter indbragte politiet beslaglæggelsen for retten, og den følgende dag blev genstandene udleveret til ægteparret.

Byretten godkendte beslaglæggelsen

Byretten godkendte beslaglæggelsen og udtalte, at selvom manglende vejledning om muligheden for at indbringe beslaglæggelsen for retten, som udgangspunkt vil være tilsidesættelse af en væsentlig retssikkerhedsgaranti, kunne den manglende vejledning af ægteparret ikke føre til, at indgrebet ikke godkendtes. Herved lagde byretten vægt på, at ægtefællerne gav mundtligt samtykke til beslaglæggelsen og selv kørte effekterne ind på politigården, samt at de begge fik advokat beskikket, men først 12 dage herefter anmodede om forelæggelse af beslaglæggelsen.  

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen i henhold til de af byretten anførte grunde.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/15182.