Låneforhold omfattet af den dagældende kreditaftalelov

En kunde tilgik i januar 2023 en tandkliniks hjemmeside med henblik på køb af en tandbehandling. Det fremgik, at man kunne få 20 % rabat, samt at det var muligt at betale kontant eller få en afdragsordning. Kunden valgte afdragsordningen. Kunden indgik herefter en aftale med selskabet om finansiering af tandbehandlingen for 20.796 kr. hos tandklinikken.

Det fremgik af låneaftalen blandt andet, at lånet var rente- og gebyrfrit, og debitorrenten var angivet til 0,00 %.
 
Af en mail fra selskabet til tandklinikken fremgik det, at kunden havde godkendt regningsbeløbet på 20.796 kr., og at selskabet inden 24 timer ville udbetale 18.432,28 kr. til tandklinikken. Det resterende beløb på 2.363,72 kr. blev fratrukket som ”betalingsgebyr”.

Af samarbejdsaftale mellem tandklinikken og selskabet fremgik blandt andet, at formålet med aftalen var, at tandklinikken kunne tilbyde sine kunder en rente- og gebyrfri betalingsordning. Det fremgik videre, at det var tandklinikken, der betalte alle finansierings-omkostninger til selskabet på vegne af sine kunder.

Kunden nåede dog aldrig at modtage sin tandbehandling, da tandklinikken gik konkurs ved dekret i marts 2023. Konkursboet blev sluttet i medfør af konkurslovens § 143 uden nogen dækning til kreditorer.

Kunden gjorde indsigelse mod de af selskabet opkrævede afdrag under henvisning til, at tandbehandlingen aldrig var blevet gennemført. Kunden betalte samtlige de opkrævede afdrag under protest.  

Kunden anlagde herefter sag mod selskabet med påstand om betaling af 20.796 kr. Selskabet påstod frifindelse.

Byretten gav kunden medhold 

Byretten henviste indledningsvist til den dagældende kreditaftalelovs § 3, stk. 1, nr. 1, hvoraf det fulgte, at en kreditaftale ikke var omfattet af kreditaftaleloven, såfremt kreditten var ydet rentefrit og uden andre omkostninger. 

Byretten anførte herefter, at selskabet ikke havde godtgjort, at betalingsaftalen reelt var uden omkostninger for kunden, uanset at den kontante pris for tandbehandlingen og prisen ved betalingsaftalen med selskabet fremstod som identiske. Retten lagde herved vægt på, at 11,37 % af de penge, som kunden skulle betale, udgjorde selskabets betaling for at tilbyde finansiering. Som følge heraf fandt retten, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold, og at kreditaftalen mellem kunden og selskabet var omfattet af dagældende kreditaftalelov.

Retten fandt herefter, at kunden kunne gøre sine indsigelser efter dagældende kreditaftalelov gældende overfor selskabet. Da kunden aldrig modtog den betalte tandbehandling, og da kunden ikke opnåede dækning for nogen del af sit krav i tandklinikkens konkursbo, fandt retten, at kunden havde ret til tilbagebetaling af den fulde købspris på 20.796 kr. fra selskabet.

Selskabet blev derfor dømt til at betale 20.796 kr. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte af de grunde, der var anført af byretten, at selskabets lånefinansiering af den tandbehandling, som kunden skulle have modtaget hos tandklinikken, udgjorde et oprindeligt trepartsforhold, og at kreditaftalen var omfattet af kreditaftaleloven.

Kunden havde på grund af tandklinikkens konkurs ikke modtaget den ydelse, som kunden via lånefinansieringen hos selskabet, havde betalt for. Tandklinikken havde således misligholdt aftalen med kunden. Herefter og da kunden ikke havde opnået dækning for nogen del af sit krav i tandklinikkens konkursbo, kunne kunden efter kreditaftalelovens § 33, stk. 3 og 4, over for selskabet rejse krav om betaling af det beløb på 20.796 kr., som selskabet havde modtaget som betaling fra kunden.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/14631.