Kravet til fornyet behandling i retten efter en hjemvisning af sagen

Det fremgår af retsplejelovens § 388, 1. pkt., at har ankeinstansen hjemvist sagen, kan enhver af parterne inden 4 uger efter dommens afsigelse indgive skriftlig anmodning om fornyet behandling af sagen til den ret, til hvilken sagen er hjemvist. Efter § 388, 2. pkt., finder i tilfælde af fristoverskridelse § 372, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

Der blev i juli 2023 anlagt en retssag ved byretten af de to appellanter, og sagen angik erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning.

Det blev under et telefonmøde i oktober 2023 besluttet, at der skulle ske udskillelse af spørgsmålet om forældelse til selvstændig afgørelse, og at dette spørgsmål skulle afgøres på skriftligt grundlag.

Ved byrettens dom af 26. februar 2024 blev modparterne frifundet med henvisning til, at der var indtrådt forældelse.

Appellanterne ankede byrettens dom til landsretten med påstand om sagens fremme, således at sagen skulle hjemvises til fortsat behandling ved byretten.

Ved landsrettens kendelse af 11. december 2024 blev byrettens dom ændret, således at sagen blev hjemvist til fortsat behandling ved byretten.

Byretten sendte den 13. december 2024 en meddelelse til sagens parter, hvoraf det fremgik, at retten havde fastsat en frist til den 10. januar 2025 for parterne til at komme med bemærkninger til sagens videre forløb.

Som reaktion på denne meddelelse bad appellanterne den 10. januar 2025 om en frist på 4 uger til indlevering af processkrift med henblik på tilskæring af sagen efter landsrettens afgørelse af 11. december 2024.

Appellanterne anmodede herefter den 13. januar 2025 om genoptagelse af sagen ved retten, jf. retsplejelovens § 388.

Samme dag anmodede en af modparterne om sagens afvisning i medfør af retsplejelovens § 388, jf. § 272, stk. 2, idet appellanterne ikke rettidigt havde anmodet om fornyet eller fortsat behandling ved byretten .

Byretten genoptog ikke sagen

Byretten anførte indledningsvist, at appellanternes anmodning til retten af 10. januar 2025 ikke kunne sidestilles med en anmodning om genoptagelse efter retsplejelovens § 388. En sådan anmodning blev først indgivet den 13. januar 2025, hvilket var femtedagen efter udløbet af fristen i medfør af retsplejelovens § 388. Anmodningen var derfor indgivet for sent. 

Herefter anførte byretten, at der ikke i medfør af retsplejeloven er hjemmel til, at byretten af egen drift genoptager en hjemvist sag. Det forhold, at Retten i Holstebro i umiddelbar forlængelse af Vestre Landsrets kendelse udsendte en helt generelt formuleret meddelelse med frist til bemærkninger til sagens videre forløb, ændrede ikke ved dette.

Der var derfor ikke rettidigt anmodet om genoptagelse, og retten havde ikke af egen drift genoptaget sagen.

Spørgsmålet var herefter, om der burde meddeles oprejsningsbevilling, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2.

Ved afgørelsen af dette lagde retten vægt på, at der ikke havde været tekniske vanskeligheder eller lignende, som havde begrundet fristoverskridelsen, at appellanterne under hele sagsforløbet havde været repræsenteret af en advokat, som måtte formodes at have kendskab til retsplejelovens § 388, og at rettens meddelelse af 13. december 2024 ikke havde karakter af egentlig fejlinformation, da meddelelsen ikke på nogen måde forholdt sig til retsplejelovens § 388. Retten fandt herefter ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at genoptagelse undtagelsesvist burde tillades på grundlag af en anmodning indgivet efter fristens udløb. 

Sagen blev derfor ikke genoptaget

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse 

Landsretten bemærkede indledningsvist, at der ikke inden 4 uger efter afsigelsen af landsrettens kendelse om hjemvisning var indgivet en skriftlig anmodning om fortsat behandling af sagen til byretten, jf. retsplejelovens § 388, 1. pkt.

Landsretten fandt, at der – uanset byrettens meddelelse af 13. december 2024 til parterne – ikke var grundlag for undtagelsesvis at tillade fortsat behandling af sagen efter fristens udløb, jf. retsplejelovens § 388, 2. pkt., jf. § 372, stk. 2. 

Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16436.