Gennemførelse af hovedforhandling uden tiltaltes tilstedeværelse

I december 2022 blev en tysk mand idømt fængsel i 2 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for uberettiget erhvervelse af forretningshemmeligheder under særligt skærpende omstændigheder samt forsøg herpå.

Den tiltalte ankede dommen til frifindelse samt afvisning, subsidiært formildelse, og anklagemyndigheden kontraankede til skærpelse.

Hovedforhandlingen i landsretten blev to gange aflyst på grund af den tiltaltes lovlige forfald, og landsretten bestemte, at den tiltalte skulle indlevere en lægeerklæring fra en speciallæge i psykiatri, der blandt andet skulle indeholde en nærmere vurdering af, hvornår og under hvilke omstændigheder det ville være muligt for ham at gennemføre straffesagen.

Efter flere forlængelser af indleveringsfristen og endnu en aflyst hovedforhandling modtog landsretten en specialerklæring, hvoraf det blandt andet fremgik, at det ikke var muligt at fastsætte et tidspunkt for, hvornår den tiltalte ville være i stand til at møde i retten. 

Landsretten berammede for fjerde gang hovedforhandling i ankesagen og modtog efterfølgende en ny specialerklæring fra samme speciallæge, hvoraf det blandt andet fremgik, at den tiltalte havde oplevet en forværring af sine lidelser, hvorfor han fortsat var ude af stand til at rejse til Danmark for at deltage i hovedforhandlingen, herunder ved kortvarigt fremmøde af op til en times varighed, og at denne forværring var forårsaget af indkaldelsen til hovedforhandlingen. Det fremgik videre, at det var speciallægens prognose, at kredsløbet, hvor hver berammelse og indkaldelse udløste en patologisk tilspidsning af de bestående grundlidelser, ikke ville kunne gennembrydes.

Landsretten fremmede sagen

Landsretten bestemte, at ankesagen skulle gennemføres uden den tiltaltes tilstedeværelse. 

Landsretten udtalte i den forbindelse, at hverken retsplejelovens § 920, stk. 2, eller § 917, stk. 1, 2. pkt., jf. § 855, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 4, jf. stk. 4, indeholder hjemmel til at gennemføre hovedforhandlingen i tiltaltes fravær, og at gennemførelse af hovedforhandlingen i tiltaltes fravær derfor kun kan komme på tale, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, som kan begrunde dette, og henviste til Højesterets kendelse af 19. december 2000 (U 2001.611 H) og domme af 29. januar 2007 (U 2007.1109/2 H) og 15. januar 2021 (U 2021.1771 H).

Efter en samlet vurdering af sagen, ankesagens forløb, gerningstidspunkterne ifølge den rejste tiltale, oplysningerne om den tiltaltes helbredsforhold samt hensynet til sagens fremme fandt landsretten, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, og lagde herved vægt på, at der var rejst tiltale for alvorlig kriminalitet begået i 2016, at den tiltalte i byretten var idømt 2 års fængsel og udvist af Danmark, at ankesagen havde været berammet til hovedforhandling i landsretten flere gange, men var blevet udsat på grund af den tiltaltes psykiske tilstand, at det fremgik af speciallægeerklæringen, at den tiltalte ”indtil videre” ikke var i stand til at deltage i og følge en hovedforhandling, at de terapeutiske muligheder for at opnå en forbedring af den tiltaltes tilstand var begrænsede, så længe ankesagen verserede, og at hver ny berammelse indebar risiko for en svær depressiv episode.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19560. Sagen er desuden trykt i U 2025.3943 Ø.