Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

02 okt. 2025

Procesbevillingsnævnet

Ankestævning indleveret af advokat, der ønskede at føre sagen som prøvesag

Procesbevillingsnævnet har den 1. oktober 2025 meddelt en appelindstævnt person tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning, der er truffet af Østre Landsret den 21. maj 2025 (BS-24774/2024).

Ved byrettens dom af 16. april 2024 blev sælgerne af en fast ejendom dømt til at betale erstatning til den nu appelindstævnte person, idet byretten fandt, at sælgerne havde tilsidesat deres loyale oplysningspligt, og at de derfor skulle betale erstatning for værditab for ejendommen.

Sælgerne ankede den 14. maj 2024 dommen til landsretten ved en ankestævning, der blev indleveret af en advokat uden møderet for landsret. 

Appelindstævnte påstod ankesagen afvist bl.a. med henvisning til, at ankestævningen var indleveret af en advokat uden møderet for landsret. 

Ved meddelelse af 14. maj 2024 anmodede appeltindstævntes advokat landsretten om tilladelse til at føre ankesagen som prøvesag. 

Den 15. maj 2024 anmodede sælgernes advokat tillige om tilladelse til, at ankesagen kunne være prøvesag for ham. 

Sagen beroede herefter på afklaring af, hvem af parternes advokater der kunne have sagen som prøvesag, og den 27. januar 2025 godkendte landsretten, at sælgernes advokat kunne føre sagen som prøvesag.  

Landsretten tog herefter stilling til, hvorvidt der – som påstået af appelindstævnte – var grundlag for at afvise ankesagen med henvisning til, at ankestævningen var indleveret af en advokat uden møderet for landsret.  

Landsretten afviste ikke ankesagen 

Landsretten anførte, at sælgernes advokat havde anmodet om at have sagen som prøvesag, hvilket landsretten tidligere havde godkendt. Herefter blev det anført, at landsretten i overensstemmelse med praksis for prøvesager fandt, at der ikke var grundlag for at afvise anken under henvisning til, at sælgernes advokat ikke havde møderet for landsret. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/15368.