Import og salg af hundehvalpe fra Polen

Sagen angik 26 forhold om blandt andet overtrædelse af den dagældende dyreværnslov § 18 (nu dyrevelfærdslovens § 30) ved ulovligt at have importeret og solgt mere end hundrede hundehvalpe fra Polen til Danmark uden bl.a. fornøden dokumentation, og uden at hvalpene blev chippet eller rabiesvaccineret, inden de forlod Polen. Hvalpene blev i Danmark solgt som ”stueopdrættede” danske hvalpe. I forbindelse med salgene fik køberne fremvist en voksen tæve.

Den ene af de tiltalte, T1, var tidligere dømt for narkotikakriminalitet og havde en reststraf på 1.227 dage. T2 havde alene hjulpet med salget af to kuld hvalpe og havde ikke haft del i indtægten fra salget.

Byretten fandt de tiltalte skyldige i ulovlig import og salg af hundehvalpene

Byretten fandt de tiltalte skyldige i ulovlig import og salg af hundehvalpene. T1 blev idømt ubetinget fængsel i 6 måneder, T3 betinget fængsel i 4 måneder med vilkår om samfundstjeneste, og T2 blev idømt en bøde på 100.000 kr. Ved udmålingen af fængselsstraffen lagde byretten vægt på, at forholdene var begået kontinuerligt over en længere periode og ud fra en bestemt fremgangsmåde aftalt mellem T1 og T3. Alle tre tiltalte fik frakendt retten til erhvervsmæssig handel med hunde og til erhvervsmæssigt opdræt af hunde i fem år.

Angående strafudmålingen for T1 fandt flertallet, at det ville være uproportionelt at udløse reststraffen blandt andet med henvisning til, at der ikke var tale om ligeartet kriminalitet. Mindretallet fandt, at straffen skulle udmåles som en fællesstraf under henvisning til, at T1 tidligere var straffet for alvorlig kriminalitet, og at han havde begået ny kriminalitet mindre end et år efter prøveløsladelsen og i prøvetiden.

De tiltalte ankede dommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede dommen

Landsretten stadfæstede dommen med den ændring af bøden for T2 blev nedsat til 60.000 kr., og at han blev frifundet for påstanden om rettighedsfrakendelse. Landsretten henviste til forholdenes antal og karakter, og at T2 havde haft en forholdsvis underordnet rolle. I forhold til straffastsættelsen for T1 fandt landsrettens flertal, at der ikke var grundlag for at udløse tiltaltes reststraf med henvisning til de af byrettens flertal anførte grunde. Mindretallet stemte for, at straffen skulle fastsættes som en fællesstraf med henvisning til de af byrettens mindretal anførte grunde.

Landsretten fandt – ligesom byretten – at T1 og T3 havde haft et tæt samarbejde omkring importen og salget af hundehvalpene, og at de handlede i forening. Landsretten henviste blandt andet til, a de over for de polske sælgere havde omtalt hinanden, og at de anvendte stort set enslydende salgsannoncer, når de satte hvalpene til salg.

Angående strafudmålingen for både T1 og T3 lagde landsretten vægt på, at der var tale om en række forhold vedrørende i alt 110 hvalpe, som var begået over en længere periode og i forening, samt organiserede karakter.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/18000, 22/18110 og 22/18129.