10 dec. 2025
Retten i Næstved
Stedfar skyldig i b.la. voldtægt af steddatter gennem flere år
Dom afsagt: 10. december 2025
Et nævningeting ved Retten i Næstved har fundet en nu 47-årig mand skyldig i at have voldtaget og udført andre seksuelle krænkelser af sin steddatter i perioden primo 2017 til 2022, hvor steddatteren var 13 til 18 år gammel.
Forholdene blev begået henholdsvis i familiens hjem på Sydsjælland og i tiltaltes lastbil, herunder ved kørsel i Danmark og udlandet.
SS 1266/2025
Stedfaren var tiltalt for fra steddatteren var 13 til 18 år gammel, både i hjemmet og i tiltaltes lastbil, herunder ved køreture i lastbilen i udlandet, at have udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed og ved trussel om vold eller den i situationen underliggende trussel om vold, og i nogle tilfælde ved at udnytte, at hun sov, at have krænket steddatterens blufærdighed og have haft samleje og andet seksuelt forhold med hende, herunder fuldbyrdet samleje 1 – 2 gange om ugen. Han var endvidere tiltalt for vidnetrusler og at have udsat steddatteren for psykisk vold samt via Facebook at have udgivet sig for at være steddatteren.
Tiltalte nægtede sig i det hele skyldig i seksuelle krænkelser, vidnetrusler og psykisk vold, men erkendte sig skyldig i identitetsmisbrug.
Et enigt nævningeting fandt det bevist, at tiltalte var skyldig i voldtægt, andre seksuelle forhold end samleje samt blufærdighedskrænkelser af steddatteren som beskrevet i tiltalen.
Retten lagde særligt vægt på steddatterens detaljerede forklaring, der støttedes af indholdet af den udførlige korrespondance, der var fremlagt mellem tiltalte og steddatteren, og en video optaget af tiltalte, hvor han ses berøre steddatteren. Retten lagde derudover vægt på, at tiltalte udnyttede steddatterens sårbarhed, komplimenterede hende og manipulerede hende til at tro, at det, han foretog sig, var normalt. Retten tilsidesatte derfor tiltaltes forklaring som utroværdig.
Retten fandt det ikke bevist, at tiltalte havde udtalt vidnetrusler, ligesom retten ikke fandt det bevist, at tiltalte havde udøvet psykisk vold mod steddatteren som beskrevet i tiltalen, hvorfor tiltalte blev frifundet herfor.