Gå til sidens indhold

Retten i Holstebro

28 okt. 2025

Retten i Holstebro

Piloter nægtet skattefradrag kunne ikke dokumentere ophold udenfor Danmark

Dom afsagt: 28. oktober 2025

Sagen kort fortalt

To piloter havde anlagt sag mod Skatteministeriet med påstand om, at de på baggrund af kalenderoplysninger understøttet af bl.a. arbejdsplaner og en ansættelseskontrakt havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at de i 2015 og 2016 ikke havde opholdt sig i Danmark i mere end 42 dage indenfor enhver afsluttet 6 måneders periode, og derfor var berettigede til skattemæssig lempelse efter ligningslovens § 33 A. Piloterne gjorde samtidig gældende, at SKAT indtil 2018 havde haft en fast praksis, hvorefter dette var tilstrækkelig dokumentation.

Skattemyndighederne havde både under den administrative behandling af sagerne og under forberedelsen af nærværende sag opfordret piloterne til at fremlægge dokumentation i form af kontoudskrifter. Piloterne afviste dette, da det var deres opfattelse, at kontooplysningerne ville blive tvistet af Skatteministeriet.

Sagens udfald

Retten frifandt Skatteministeriet. Der blev lagt vægt på, at der ikke, som sagen var forelagt for retten, forelå kontoudskrifter eller andet objektivt konstaterbart materiale, som understøttede piloternes forklaringer om, at de opfyldte betingelserne i ligningslovens § 33 A. De af piloterne fremlagte udfyldte kalendere dokumenterede hverken i sig selv eller sammen med sagens øvrige dokumenter, at sagsøgerne i de omtvistede perioder ikke havde opholdt sig i Danmark. Der blev endvidere lagt vægt på, at skatteankenævnene ved deres vurdering af sagerne havde medtaget hviledage inden og efter arbejdsdage, og at der derfor ikke var tale om, at piloterne konsekvent skulle foretage daglig dokumentation for deres ophold uden for Danmark. Endvidere blev der lagt vægt på, at piloterne ikke havde godtgjort, at skattemyndighederne forud for 2018 havde haft en fast praksis om, at en udfyldt kalender med angivelse af opholdsdage var tilstrækkelig dokumentation.                                  
Piloterne skal betale sagens omkostninger.

Sagen var en tredommersag, og dommerne var enige om sagens udfald.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Holstebro den 28. oktober 2025.

Sagsnummer BS 38449/2023.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer, retspræsident Christian Schou, på telefon 25 22 34 96.