10 okt. 2025
Retten i Holstebro
Dom i nævningesag om seksuelle krænkelser af barn
Dom afsagt: 8. oktober 2025
49-årig mand idømt fængsel i 7 år og 3 måneder for forsøg på voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje af et barn, blufærdighedskrænkelser og vidnetrusler.
Sagen er behandlet som en nævningesag under rettens sagsnummer: 3-889/2025
Sagen kort fortalt
Den 49-årige mand var blandt andet tiltalt for flere forsøg på voldtægt, forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter, flere voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje med et barn. Den tiltalte havde i et enkelt tilfælde anvendt kniv, som han havde holdt mod forurettedes hals. Han var desuden tiltalt for flere blufærdighedskrænkelser ved befølinger af pigen. Han var også tiltalt for flere tilfælde af vidnetrusler, idet han truede med at slå hende ihjel, såfremt hun fortalte nogen om det passerede.
Tiltalte nægtede sig skyldig i samtlige forhold.
Dommens resultat
Den tiltalte blev ved rettens kendelse af den 8. oktober 2025 i det store hele fundet skyldig i den rejste tiltale.
Tiltalte blev idømt fængsel i 7 år og 3 måneder som en tillægsstraf, hvor retten lagde vægt på, at der var tale om flere meget grove seksuelle overgreb begået mod en mindreårig pige over en periode på flere år. De enkelte overgreb blev begået både i og udenfor pigens hjem af en nær ven af familien.
Tiltalte blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Der var enighed mellem nævninge og de juridiske dommere om dommens resultat.
De juridiske dommere bestemte, at den tiltalte skulle betale en tortgodtgørelse på 200.000 kr. til forurettede.
Tiltalte ankede dommen til frifindelse.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Retten i Holstebro den 8. oktober 2025.