02 feb. 2026
Højesteret
Omkostningsafgørelse kunne kæres i straffesag
Omkostningsafgørelse i straffesag var uafhængig af straffesagens udfald og kunne kæres
Sag 84/2025
Kendelse afsagt den 30. januar 2026
Anklagemyndigheden
mod
T
T blev ved byrettens dom fundet skyldig i en sag om hærværk, og retten bestemte, at han skulle betale sagens omkostninger. Han ankede ikke dommen, men kærede omkostningsafgørelsen til landsretten, som afviste kæren. Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten kunne afvise kæren.
Højesteret udtalte, at T havde anført, at lang sagsbehandlingstid i straffesagen indebar, at statskassen burde afholde sagsomkostningerne helt eller delvist. Da T dermed anfægtede byrettens omkostningsafgørelse uafhængigt af straffesagens udfald, kunne han kære byrettens omkostningsafgørelse til landsretten, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 1, 3. pkt.
Højesteret ophævede derfor landsrettens kendelse og hjemviste sagen til landsretten til realitetsbehandling af omkostningsspørgsmålet.