Salærfastsættelse i straffeankesag

Sag 54/2025

Kendelse afsagt 9. januar 2026 

Anklagemyndigheden
mod
T1

og 

Anklagemyndigheden 
mod
T2 og 
T3

Sagen angik fastsættelse af salær til advokat Jakob Lunøe som beskikket forsvarer for T1 i en sag om bedrageri af særlig grov beskaffenhed.

Straffesagen var oprindelig ved byretten én samlet sag mod bl.a. T1, T2 og T3. T1’s sag blev imidlertid udskilt som følge af længerevarende forfald. Sagen mod T1 og sagen mod T2 og T3 m.fl. kørte herefter parallelt i byretten indtil den 28. september 2020, hvor der blev afsagt dom i T1’s sag. T1 ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse. I sagen mod T2 og T3 m.fl. afsagde byretten dom den 12. juli 2022. T2 og T3 ankede begge dommen til landsretten med påstand om frifindelse. 

I landsretten blev de to sager behandlet sammen, og der blev afsagt dom den 15. november 2024.

Advokat Jakob Lunøe var beskikket som forsvarer for T1 i byretten og var også frem til 28. oktober 2021 beskikket som forsvarer for T1 i landsretten. 

For Højesteret var spørgsmålet, om advokat Jakob Lunøe skulle tilkendes salær for som beskikket forsvarer for T1 i ankesagen at have været til stede i 14 retsmøder i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 28. juni 2021 under hovedforhandlingen i byretten i sagen mod T2 og T3 m.fl. 

Højesteret udtalte, at efter praksis skal salær til en beskikket forsvarer i en straffesag fastsættes med udgangspunkt i de vejledende salærtakster og med hensyntagen til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang. Højesteret udtalte endvidere, at det er den ret, der har foretaget beskikkelsen, der vurderer rimeligheden af det salær, som den beskikkede forsvarer skal tilkendes. 

Efter de foreliggende oplysninger fandt Højesteret ligesom landsretten, at advokat Jakob Lunøes tilstedeværelse under retsmøderne i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 28. juni 2021 i straffesagen i byretten mod T2 og T3 m.fl. ikke kunne anses for at have været nødvendig til varetagelse af T1’s forsvar i ankesagen. 

Der var endvidere et spørgsmål om salærtilkendelse for deltagelse i to retsmøder den 4. og 11. september 2020 i sagen mod T2 og T3. Højesteret udtalte, at salæret burde have været fastsat af byretten og ikke som sket af landsretten, idet advokat Jakob Lunøes fremmøde i sagen fandt sted før, der den 28. september 2020 blev afsagt dom i byretten i straffesagen mod T1, og således før denne sag blev anket til landsretten. Højesteret fandt imidlertid ikke anledning til at ophæve landsrettens salærafgørelse på dette punkt, idet det tilkendte salær for deltagelse i de to retsmøder måtte anses for udmålt i overensstemmelse med landsretspræsidenternes vejledende takster for salærer til forsvarere i straffesager. 

Højesteret stadfæstede på denne baggrund landsrettens afgørelse.  

Læs hele kendelsen i sag 54/2025 (pdf)