Gå til sidens indhold

Højesteret

16 jan. 2026

Højesteret

Om opsættende virkning

Om et søgsmål kunne tillægges opsættende virkning i en situation, hvor en myndighed havde anket en dom, hvorved myndighedens afgørelse var tilsidesat

Sag BS-36790/2025-HJR

Kendelse afsagt den 15. januar 2026

Biobevar Middelfart
mod
Planklagenævnet

Middelfart Kommune traf i april 2021 afgørelse om, at der ikke skulle gennemføres en miljøvurdering af forslag til en lokalplan samt forslag til et kommuneplantillæg til kommuneplan 2017-2029. I august samme år vedtog kommunen planerne endeligt. 

Både afgørelsen og vedtagelsen af planerne blev påklaget til Planklagenævnet, som traf afgørelse om ikke at give klagerne, herunder Biobevar Middelfart, medhold. Biobevar Middelfart anlagde herefter sag mod Planklagenævnet ved Retten i Odense, som fandt, at Planklagenævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse i det hele var ugyldig, og at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling i nævnet.

Planklagenævnet ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært hjemvisning. Biobevar Middelfart anmodede om, at retssagen blev tillagt opsættende virkning. Landsretten forstod dette som en anmodning om at tillægge byrettens dom retskraft under ankesagen og afviste anmodningen. 

Spørgsmålet for Højesteret var, om søgsmålet kunne tillægges opsættende virkning for Planklagenævnets afgørelse.

Som fastslået af Højesteret i kendelse af 24. august 1994 (UfR 1994.823) og senere afgørelser er domstolene ikke afskåret fra undtagelsesvist at tillægge et søgsmål vedrørende gyldigheden af en administrativ afgørelse opsættende virkning, selv om en udtrykkelig lovhjemmel ikke foreligger. Den konkrete afgørelse af, om et søgsmål bør tillægges opsættende virkning, må bero på en afvejning af det offentliges interesse i, at gennemførelsen af afgørelsen ikke udsættes, over for arten og omfanget af den skade, den pågældende kan blive påført, ligesom det må tillægges betydning, om der efter en foreløbig vurdering foreligger et rimeligt grundlag for påstanden om ugyldighed. 

Højesteret udtalte, at adgangen til uden lovhjemmel undtagelsesvist at tillægge et søgsmål opsættende virkning også gælder i en situation, hvor der under en forvaltningsmyndigheds anke af en dom, hvorved en forvaltningsafgørelse er tilsidesat, bliver fremsat anmodning af modparten om at tillægge søgsmålet vedrørende gyldigheden af den administrative afgørelse opsættende virkning, jf. bl.a. Højesterets kendelse af 13. april 2022 (UfR 2022.2449).

Herefter ophævede Højesteret landsrettens kendelse og hjemviste sagen med henblik på, at landsretten tog stilling til spørgsmålet om opsættende virkning i sagen. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-36790/2025-HJR (pdf)