Om ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.

Sag BS-41459/2025-HJR

Dom afsagt den 15. januar 2026

M
mod
F

Om dom om anden form for kontakt med barnet var omfattet af ankebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.

M og F er biologiske forældre til et barn. I 2011 blev barnet stedbarnsadopteret af M’s daværende ægtefælle. Ægteskabet blev efterfølgende opløst og M har siden 2022 haft eneforældremyndigheden over barnet. 

I 2025 bestemte familieretten, at det af hensyn til barnets trivsel ville være bedst, at F ikke på nuværende tidspunkt havde samvær eller anden form for kontakt med barnet, jf. forældreansvarslovens § 20 a. F ankede dommen til landsretten, og M påstod sagen afvist med henvisning til, at der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet. Landsretten bestemte, at sagen ikke skulle afvises, da anketilladelse ikke var påkrævet, fordi familieretten både havde afgjort spørgsmål om samvær og om anden kontakt. 

Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., kan en dom afsagt af familieretten i en sag, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. 

Sagen angik for Højesteret, om landsretten skulle have afvist anken. Spørgsmålet var navnlig, om familieretten måtte anses for alene at have afgjort spørgsmål om samvær i bestemmelsens forstand, hvis familieretten også havde taget stilling til spørgsmål om anden kontakt end samvær. 

Højesteret fandt, at retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, at det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær efter forældreansvarslovens § 19 eller § 20 a og anden kontakt efter § 22 eller § 20 a, eller alene har afgjort spørgsmål om anden kontakt efter § 22 eller § 20 a. Højesteret bemærkede herved, at Procesbevillingsnævnet kan give anketilladelse efter retsplejelovens § 453, stk. 2, ikke alene, hvis sagen er af principiel karakter, men også hvis der foreligger særlige grunde. 

Højesteret fastslog herefter, at familierettens dom i den konkrete sag var omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., og at ankesagen for landsretten skulle afvises, da der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-41459/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-41459/2025-HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-41459/2025-HJR i Domsdatabasen