Om frist for at kære eksigibilitetsafgørelse

Sag BS-19161/2025-HJR

Kendelse afsagt den 10. september 2025

Da fristen for at kære fogedrettens eksigibilitetsafgørelse efter Luganokonventionen var en måned, var kære sket rettidigt

Tingsretten i Reykjavik traf ved domme af henholdsvis 5. oktober 2020 og 26. april 2022 afgørelse om, at Menntasjóður Námsmanna havde et betalingskrav mod A. De pågældende domme blev den 12. oktober 2023 erklæret eksigible af Tingsretten i Reykjavik. Menntasjóður Námsmanna anmodede efterfølgende Fogedretten i Horsens om at fuldbyrde de to islandske domme. 

Fogedretten traf ved kendelser af 10. juni 2024 – med henvisning til, at dommene var blevet erklæret eksigible af Tingsretten i Reykjavik – afgørelse om, at betingelserne i kapitel 1 og 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område var opfyldt (herefter loven), og imødekom anmodningen om fuldbyrdelse af de to islandske domme. 

Fogedrettens kendelser, som blev forkyndt for A den 10. juni 2024, blev kæret til landsretten den 10. juli 2024. Landsretten afviste ved kendelse af 29. august 2024 kæren af kendelserne med henvisning til, at kære var iværksat efter udløbet af fristen på 2 uger, jf. lovens § 8 b, stk. 1, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1.

Spørgsmålet for Højesteret var, om fogedrettens kendelser var omfattet af retsplejelovens § 389 a, og om kære til landsretten derfor alene kunne ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Hvis det ikke var tilfældet, var spørgsmålet, om kære af fogedrettens kendelser var iværksat rettidigt.

Højesteret henviste til, at efter lovens § 1, stk. 1, gælder Luganokonventionen her i landet. I lovens kapitel 2 a om anerkendelse og fuldbyrdelse efter Luganokonventionen er det i § 8 b, stk. 1, bestemt, at fogedrettens afgørelse om eksigibilitet med de ændringer, der følger af denne lov, kan kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 (§§ 389-398 a). 

Spørgsmålet, om retsplejelovens § 389 a fandt anvendelse, og om kære var iværksat rettidigt, skulle således afgøres efter retsplejelovens kapitel 37 med de eventuelle ændringer, der følger af Luganokonventionen, som er inkorporeret i dansk ret ved lovens § 1, stk. 1. 

Efter Luganokonventionens artikel 43, stk. 1 og 2, kunne begge parter kære fogedrettens eksigibilitetsafgørelse til landsretten. Allerede derfor fandt retsplejelovens § 389 a ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde, og fogedrettens kendelser kunne således kæres til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Højesteret henviste herefter til, at efter konventionens artikel 43, stk. 5, er fristen for at kære fogedrettens afgørelse om eksigibilitet en måned, der regnes fra afgørelsens forkyndelse, og at denne bestemmelse fraviger kærefristen på 2 uger i retsplejelovens § 394, stk. 1.

Da fogedrettens kendelser af 10. juni 2024, der blev forkyndt for A den samme dag, blev kæret til landsretten den 10. juli 2024, var kære iværksat rettidigt. 

Højesteret ophævede landsrettens kendelse og hjemviste sagerne til realitetsbehandling ved landsretten. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-19161/2025-HJR (pdf)