Om arbejdsgivers erstatningsansvar for arbejdsskade

Sag BS-62638/2024-HJR

Kendelse afsagt den 26. september 2025

A
mod
Ørsted Services A/S

A arbejdede i 2016 som konstruktionschef i DONG (nu Ørsted Services A/S) på boreplatformen Siri i Nordsøen. Den 16. august 2016 deltog han i en livbådsøvelse med et såkaldt live launch, hvor livbåden blev søsat fra boreplatformen ved et frit fald på ca. 45 meter, før den ramte havoverfladen med forenden først. Baggrunden for livbådsøvelsen var, at Arbejdstilsynet havde påtalt, at der ikke var sket sejlads med livbådene siden 2010. Under det frie fald sad A i kaptajnsædet, der som det eneste sæde vendte i faldretningen, dvs. med front mod havet. De tre øvrige besætningsmedlemmer, der deltog i øvelsen, sad i bagudvendte sæder, dvs. med ryggen mod havet. Efter øvelsen fik A nakkesmerter og blev efterfølgende sygemeldt. Ulykken blev anerkendt som en arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven. 

A anlagde sag mod sin arbejdsgiver (nu Ørsted) med krav om erstatning efter erstatningsansvarsloven for tab mv. ud over den erstatning, han var berettiget til efter arbejdsskadesikringsloven. Spørgsmålet om Ørsteds erstatningsansvar for ulykken var udskilt til særskilt behandling. 

Højesteret udtalte, at udgangspunktet for bedømmelsen af arbejdsgiverens ansvar i anledning af erstatningskrav efter erstatningsansvarsloven er den almindelige culparegel. Culpabedømmelsen skal foretages i lyset af de forpligtelser, som arbejdsgiveren har efter arbejdsmiljølovgivningen. Ved vurderingen af de krav, der kan stilles til arbejdsgiverens agtpågivenhed, må der lægges vægt på bl.a. handlingens farlighed, handlingens skadeevne og muligheden for at undgå skade.

A’s skade opstod i forbindelse med, at livbåden ramte vandet efter et frit fald på 45 meter. Højesteret fastslog, at søsætningen af båden med et frit fald fra en sådan højde indebar fare for personskade.
 
Der var tale om en øvelse og ikke en aktuel nødsituation, og efter oplysningerne i sagen lagde Højesteret til grund, at det ikke var nødvendigt for at teste livbådens sødygtighed at gennemføre øvelsen ved at søsætte båden ved et frit fald fra boreplatformen. Det var heller ikke nødvendigt, at A sad i det fremadvendte kaptajnsæde under det frie fald, idet han efter det oplyste kunne være placeret i et af de bagudvendte sæder som de andre besætningsmedlemmer, der ikke kom til skade under øvelsen.
 
Under disse omstændigheder fastslog Højesteret, at Ørsted ikke havde identificeret, vurderet og nedbragt de sikkerhedsmæssige risici så meget, som det var rimeligt praktisk muligt. Ørsted havde derfor handlet ansvarspådragende og var således erstatningsansvarlig for As skade.  

Landsretten var kommet til det modsatte resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-62638/2024-HJR (pdf)