16 sep. 2025
Højesteret
Beskikkelse af forsvarer under efterforskning
Beskikkelse af forsvarer under efterforskning var ønskeligt henset til sagens beskaffenhed
Beskikkelse af forsvarer under efterforskning
Sag 35/2025
Kendelse afsagt 15. september 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T var af Københavns Politi mistænkt i en sag om knivstikkeri begået den 1. januar 2025. Den 2. og 5. januar forsøgte politiet at træffe ham på hans bopæl med henblik på anholdelse, sigtelse og fremstilling i grundlovsforhør for drabsforsøg. Den 6. januar rettede T’s advokat efter anmodning fra T henvendelse til politiet med henblik på at få klarlagt, om T var efterlyst og i bekræftende fald at modtage beskikkelse og genparter.
Københavns Politi forelagde samme dag, den 6. januar 2025, spørgsmålet om beskikkelse for Københavns Byret.
Københavns Byret nægtede ved kendelse af 7. januar 2025 at tage anmodningen om beskikkelse til følge. Byrettens afgørelse blev stadfæstet af landsretten ved kendelse af 29. januar 2025.
For Højesteret angik sagen, om T’s advokat burde have været beskikket som forsvarer for T med virkning fra den 7. januar 2025.
Højesteret tiltrådte, at T måtte anses som sigtet på tidspunktet for byrettens kendelse af 7. januar 2025.
Højesteret fandt på baggrund af en samlet vurdering, at T’s advokat burde være blevet beskikket som forsvarer for T med virkning fra den 7. januar 2025, idet beskikkelse efter sagens beskaffenhed måtte anses for at have været ønskeligt på dette stadie af sagen.
Højesteret bemærkede i den forbindelse, at sigtelsen mod T bl.a. angik drabsforsøg, og at der på tids-punktet for T’s advokats anmodning om forsvarerbeskikkelse var tale om, at T skulle anholdes og fremstilles i grundlovsforhør. Højesteret lagde endvidere efter oplysningerne i sagen til grund, at for-svarerbeskikkelse på dette tidspunkt ville være egnet til at fremme efterforskningen og strafforfølgningen i sagen.
Landsretten var nået til et andet resultat.