Anerkendelse af patientskade efter behandling af kattebid

Sag BS-8955/2025-HJR

Dom afsagt den 19. september 2025

A
mod
Ankenævnet for Patienterstatningen

A blev den 29. maj 2017 bidt i hånden af en kat. A opsøgte samme dag sin egen læge og tog senere på skadestuen, hvor A kom i behandling med antibiotika. Et par dage efter blev A indlagt, idet der var gået infektion i sårene, og A fik intravenøs behandling med antibiotika. A blev henvist til ortopædkirurgisk vurdering. Der blev ikke fundet tegn på skader på senerne eller grundlag for akut operation. Den 4. juni 2017 blev A udskrevet med fortsat behandling med antibiotika. 

Ved kontrol på hospitalet den 6. juni 2017 havde A fortsat mange smerter, og ved skanning af hånden blev der konstateret bløddelsforandringer. På grund af mistanke om pus langs strækkesenen blev A den 7. juni 2017 opereret i hånden. A blev opereret igen den 10. juni 2017, hvor man konstaterede, at vævet var fint og vitalt. Ved sårkontrol den 12. juni 2017 åbnede man såret. Der var ingen pus ved strækkesenen eller ved tommelfingerens grundled. A blev den 14. juni 2017 udskrevet med fortsat behandling med antibiotika. 

Ved en kontrol på hospitalet den 24. juli 2017 blev det konstateret, at A havde begyndende tegn på CRPS (Complex Regional Pain Syndrom, tidligere betegnet refleksdystrofi). A blev henvist til genoptræning hos ergoterapeut. Efter udredning på smerteklinik blev det i januar 2019 vurderet, at A havde CRPS med muskelsvind, og at der ikke var yderligere behandlingsmuligheder.

Forløbet blev anmeldt til Patienterstatningen, som i november 2019 fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende A erstatning. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede afgørelsen i april 2020, hvorefter sagen blev indbragt for domstolene.

For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om anerkendelse af en patientskade efter den såkaldte rimelighedsregel i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4, jf. § 19, stk. 1. 

Højesteret fandt, at Retslægerådets udtalelse i sagen måtte forstås sådan, at A’s udvikling af CRPS med overvejende sandsynlighed skyldtes samvirkende skadesårsager, og at både kattebiddet og den efterfølgende behandling var nødvendige betingelser for, at A pådrog sig CRPS. Det var med andre ord ikke overvejende sandsynligt, at A ville have udviklet CRPS alene som følge af kattebiddet. Udviklingen af CRPS har således været afhængig af den efterfølgende behandling. Der var således den fornødne årsagssammenhæng mellem behandlingen af A’s kattebid og den efterfølgende udvikling af CRPS.

Angående de øvrige betingelser i klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4, udtalte Højesteret, at vurderingen af komplikationens relative alvor skal tage udgangspunkt i den konkrete farlighed for patienten af grundsygdommen, hvis denne ikke behandles. For at en skade er tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelsen i § 20, stk. 1, nr. 4, skal der som udgangspunkt være tale om, at de faktiske følger af komplikationen er større, end de måtte forventes at være blevet af grundsygdommen, hvis den ikke var behandlet.

Ifølge forarbejderne skal der imidlertid ved vurderingen af komplikationens relative alvor også tages hensyn til de normale, forventelige følger af undersøgelse og behandling af grundsygdommen. Dette må ses i lyset af, at de alvorlige følger af grundsygdommen ubehandlet er underordnede, når den behandling, der kurerer sygdommen, er forholdsvis banal. I situationer, hvor behandling af en alvorlig grundsygdom må anses for ukompliceret, skal vurderingen af komplikationens relative alvor derfor navnlig ses i forhold til de normale, forventelige følger af den nødvendige behandling af grundsygdommen.

Efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder fandt Højesteret, at A’s udvikling af CRPS var af alvorlig og sjælden karakter. Under hensyn hertil og til de normale, forventelige følger af undersøgelse og behandling af kattebid, fandt Højesteret det bevist, at A ved behandlingen var påført en patientskade omfattet af klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 4.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-8955/2025 (pdf)

Underinstansernes afgørelse kommer på senere.