Om generhvervelse af førerretten

Sag 22/2025

Kendelse afsagt den 12. august 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i 1992, 1995 og 1999 dømt for spirituskørsel, og han blev ved disse domme frakendt førerretten i henholdsvis 2 år og 6 måneder, 8 år og 10 år. Herefter blev T på grund af bl.a. spirituskørsel frakendt førerretten for bestandig ved dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 20. februar 2001.

Ved dom afsagt af Retten i Roskilde den 23. marts 2023 blev T på ny straffet for spirituskørsel samt for kørsel i frakendelsestiden begået den 2. juni 2021. Det fremgår af dommen, at der var tale om et femtegangstilfælde af spirituskørsel. Straffen blev fastsat til fængsel i 50 dage, der på grund af den forløbne tid siden dommen af 20. februar 2001 blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Der blev ved dommen ikke taget stilling til førerretsfrakendelse, selv om anklagemyndigheden havde nedlagt påstand herom. Førerretsfrakendelsen for bestandig fastsat ved dommen fra 2001 stod således som fortsat gældende.

Højesteret udtalte, at førerretsfrakendelsen i et femtegangstilfælde som det, der var omfattet af dommen af 23. marts 2023, som følge af ændringen af færdselsloven ved lov nr.  363 af 24. maj 2005 skulle være ændret fra førerretsfrakendelse for bestandig til førerretsfrakendelse i 10 år.

Det var efter Højesterets opfattelse en fejl, at dette ikke skete.

Højesteret udtalte, at det ikke kan antages at have været hensigten med den særlige overgangsbestemmelse i § 3, stk. 3, i lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven, om ret til generhvervelse af førerretten, når der er forløbet 10 år fra den seneste dom, hvorved førerretten er frakendt for bestandig, at der i et sådant tilfælde kan ske generhvervelse med henvisning til overgangsbestemmelsen. 

Spørgsmålet om generhvervelse af førerretten måtte herefter vurderes efter færdselslovens § 132. 

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering, hvorefter der heller ikke var grundlag for at lade T generhverve førerretten efter denne bestemmelse. Højesteret lagde herved vægt på, at der på daværende tidspunkt kun var forløbet ca. 2 år og 5 måneder siden dommen af 23. marts 2023 for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden, og at T endvidere ved dom af 20. januar 2020, ved tiltalefrafald af 8. december 2023 og ved dom af 19. december 2024 blev anset for skyldig i kørsel i frakendelsestiden.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

Læs Højesterets afgørelse i sag 22/2025 (pdf)