Gå til sidens indhold

Højesteret

19 aug. 2025

Højesteret

Om Banedanmarks pligt til at renholde jordstykke op til hegn

Banedanmark var forpligtet til at renholde jordstykke op til nabos hegn, så hegnet ikke blev beskadiget

Sag BS-62895/2024-HJR

Dom afsagt tirsdag den 19. august 2025

A
mod
Banedanmark

A’s ejendom grænsede op til et jernbaneareal, der var ejet af Banedanmark. I 2012 fik A på sin grund ved skellinjen opsat et trælamelhegn mod jernbanen. På jernbanearealet voksede efterfølgende et selvsået brombærkrat op ad og gennem hegnets trælameller, så hegnet blev beskadiget. Banedanmark afviste at fjerne eller beskære brombærkrattet og henviste A til selv at beskære det. I 2021 fastslog Hegnssynet i X Kommune, at Banedanmark havde pligt til at renholde jordstykket op til hegnet, så hegnet ikke blev beskadiget. Hegnssynet bestemte, at denne renholdelse skulle ske inden den 15. november 2021 og derefter minimum én gang årligt inden den 1. juni.

Banedanmark indbragte hegnssynets kendelse for byretten, der stadfæstede kendelsen. Dommen blev anket til Østre Landsret, der ophævede hegnssynets kendelse og pålagde A at anerkende, at Banedanmark ikke skulle renholde jordstykket op til A’s hegn.

Spørgsmålet var, om Banedanmark efter hegnslovens § 19, stk. 1, havde pligt til at renholde jordstykket op til hegnet for selvsåede bevoksninger, så hegnet ikke blev beskadiget.

Højesteret fandt, at hegnslovens § 19, stk. 1, efter sin ordlyd og sit formål indebærer bl.a., at grundejeren skal sikre, at beplantninger og bevoksninger, herunder selvsåede bevoksninger, på jorden op til hegnet ikke forårsager skader på naboens hegn. Det er således en del af pligten efter § 19, stk. 1, at grundejeren skal renholde jorden op til hegnet for de beplantninger og bevoksninger, der beskadiger hegnet. 

Højesteret henviste til, at hegnssynet efter besigtigelse havde konstateret, at der på Banedanmarks jord op til A’s eget hegn var kraftig bevoksning med brombær, som voksede op ad hegnet i hele hegnets højde og ind mellem trælamellerne, således at hegnet blev beskadiget. Højesteret tiltrådte, at Banedanmark herved som fastslået af hegnssynet overtrådte hegnslovens § 19, stk. 1. 

Hegnssynet måtte anses for i medfør af hegnslovens § 51, stk. 2, 1. pkt., at have pålagt Banedanmark at overholde § 19, stk. 1, ved at renholde jordstykket op til hegnet, så hegnet ikke blev beskadiget. 

Højesteret stadfæstede herefter byrettens dom, således at hegnssynets kendelse blev stadfæstet.

Landsretten var nået til et andet resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i sag 62895/2024-HJR (pdf)