23 jun. 2025
Højesteret
Ikke henvisning til landsretten
Sag om Ankestyrelsens prøvelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings genoptagelse af en arbejdsskadesag skulle ikke behandles af landsretten som 1. instans
Sag BS-60564/2024-HJR
Kendelse afsagt den 20. juni 2025
Tryg Forsikring A/S
mod
Ankestyrelsen
Hovedsagen angik, om Ankestyrelsen skulle prøve Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings beslutning om at genoptage As sag om erhvervsevnetab efter udløbet af 5-årsfristen i den dagældende arbejdsskadesikringslovs § 34.
Højesteret udtalte, at spørgsmålet, om Ankestyrelsen har pligt til at prøve Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings beslutning om at genoptage en sag, ikke udgjorde et principielt spørgsmål, som havde generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen.
Højesteret fastslog på den baggrund, at Tryg Forsikring A/S’ anmodning om, at sagen skulle henvises til behandling ved landsretten som 1. instans, ikke kunne imødekommes.
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse, således at sagen blev sendt til byretten til fortsat behandling.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-60564/2024-HJR (pdf)