27 jun. 2025
Højesteret
3 års fængsel for uagtsomt manddrab i forbindelse med hashkørsel
3 års fængsel for uagtsomt manddrab i forbindelse med hashkørsel med en THC-koncentration på 0,0016 mg THC pr. kg blod
Sag 94/2024
Dom afsagt den 27. juni 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T blev i byretten og landsretten fundet skyldig i bl.a. uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., idet han i 2022 påkørte en 90-årig kvinde, der med rollator var i færd med at krydse et fodgængerfelt. Kvinden afgik kort efter påkørslen ved døden som følge af de kvæstelser, hun havde pådraget sig. T havde i forbindelse med påkørslen en koncentration af THC (hash) i blodet på 0,0016 mg THC pr. kg blod, og påkørslen skete under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Byretten og landsretten fastsatte straffen til fængsel i 3 år og frakendte T førerretten betinget i 3 år.
For Højesteret angik sagen alene straffastsættelsen.
Højesterets flertal udtalte, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 241, 2. pkt., jf. 1. pkt., begået i forbindelse med hashkørsel efter færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2, efter forarbejderne til en lovændring i 2021 skal fastsættes med udgangspunkt i et strafniveau på fængsel i 3 år og 4 måneder til 3 år og 9 måneder.
Det fremgik af forarbejderne til lovændringen i 2021 bl.a., at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag forelå andre skærpende eller formildende omstændigheder.
Efter omstændighederne i sagen og herunder det forhold, at T i forbindelse med kørslen havde et THC-indhold i blodet, der kun var lige over grænsen på 0,001 mg THC for strafbar hashkørsel, fandt flertallet ikke grundlag for at ændre den straf, som byretten og landsretten havde fastsat. Straffen blev derfor fastsat til fængsel i 3 år.
Læs Højesterets afgørelse i sag 94/2024 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 94/2024 i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag 94/2024 i Domsdatabasen