Gå til sidens indhold

Højesteret

07 maj 2025

Højesteret

Om god advokatskik ved advokatundersøgelser

Advokat havde ikke i forbindelse med en advokatundersøgelse sikret den undersøgte rimelig mulighed for at varetage sine interesser

Sag BS-33382/2024

Dom afsagt den 7. maj 2025

Advokat A
mod
Advokatnævnet

Advokat A var af TV 2 i efteråret 2020 antaget til at undersøge og vurdere indberetninger vedrørende krænkende handlinger. TV 2 besluttede på baggrund af A’s undersøgelse, at en af de undersøgte personer ikke kunne fortsætte som studievært på programmer vist på TV 2.  

Advokatnævnet pålagde ved kendelse af 4. november 2021 advokat A en bøde på 20.000 kr. for at have tilsidesat god advokatskik i forbindelse med advokatundersøgelsen. 

Advokat A indbragte Advokatnævnets kendelse for domstolene. Nævnet havde taget stilling til en række klagepunkter, men sagen for Højesteret angik alene, om advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved redegørelsen for sin vurdering til studieværten på et møde i december 2020. 

Højesteret udtalte, at en advokat, der udfører en advokatundersøgelse, skal sikre de personer, der inddrages i undersøgelsen, rimelig mulighed for at varetage deres interesser. I forbindelse med en advokatundersøgelse som den foreliggende, der rettes mod enkeltpersoners adfærd, skal den, der bliver undersøgt, som udgangspunkt gives adgang til indsigt i advokatens oplysninger om den pågældende. Det må i alle tilfælde kræves, at den, der bliver undersøgt, forud for advokatens afrapportering til opdragsgiveren får at vide, hvilke konkrete handlinger advokaten mener, at den pågældende har foretaget, og hvilke regler advokaten i givet fald mener herved er overtrådt og hvorfor.

Højesteret fastslog herefter, at advokat A ikke havde redegjort tilstrækkeligt for, hvilke konkrete handlinger advokaten lagde til grund, at studieværten havde foretaget, og for, på hvilket grundlag advokaten fandt, at det med henvisning til studieværtens handlinger ville være sagligt begrundet i 2020 at afskedige ham. Advokaten sikrede dermed ikke, at studieværten fik rimelig mulighed for at varetage sine interesser. 

Højesteret tiltrådte herefter Advokatnævnets vurdering af, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik. Der var ikke grundlag for at ændre sanktionen. 

Landsretten var nået til samme resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-33382/2024 (pdf)

Læs Landsrettens afgørelse i sag BS-33382/2024 i Domsdatabasen