Gå til sidens indhold

Højesteret

22 maj 2025

Højesteret

Nøgenvisitation i forbindelse med detentionsanbringelse var ikke lovlig

Nøgenvisitation i forbindelse med detentionsanbringelse var ikke lovlig og udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 3

Sag BS-46114/2024-HJR

Dom afsagt den 22. maj 2025

A
mod
Københavns Politi

Biintervenient til støtte for A: DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur

I maj 2021 blev A omkring kl. 19.30 anholdt på Islands Brygge, fordi han ikke oplyste korrekt navn, adresse og fødselsdato, da politiet forlangte det af ham. A blev taget med på Station City, hvor han blev identificeret ved sit kørekort. Politiet ændrede herefter anholdelsen til en administrativ frihedsberøvelse, da politiet skønnede, at A var ude af stand til at tage vare på sig selv. Han blev anbragt i detentionen kl. 19.55, og kl. 21.05 blev han løsladt.

A blev nøgenvisiteret i forbindelse med, at han blev anbragt i detentionen.  

Sagen angik, om den administrative frihedsberøvelse og nøgenvisitationen af A var lovlig, herunder om nøgenvisitationen krænkede hans rettigheder efter artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som bl.a. forbyder nedværdigende behandling. 

Højesteret udtalte, at frihedsberøvelsen af A efter politiloven og den foreløbige anbringelse af ham i detention var lovlig, men at frihedsberøvelsen ikke burde at have været opretholdt efter kl. 20.10. 

Om nøgenvisitationen udtalte Højesteret, at det fremgår af detentionsbekendtgørelsens § 10, stk. 1 og 2, at den frihedsberøvede skal visiteres inden anbringelse i detention, hvor den frihedsberøvedes lommer tømmes og krænges ud, hvis det er muligt. En sådan visitation foretages uden afklædning. 

A blev visiteret nøgen under magtanvendelse, hvor han af flere betjente blev holdt nede, mens de tog alt tøjet af ham. 

Højesteret udtalte, at politiet ikke havde oplyst tilstrækkeligt konkrete grunde, der gav anledning til at antage, at det var nødvendigt at visitere A nøgen som sket. 

Efter en samlet vurdering af begivenhedsforløbet udtalte Højesteret, at nøgenvisitationen ikke var lovlig og i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. 

Landsretten var vedrørende nøgenvisitationen nået til et andet resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-46114/2024-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-46114/2024-HJR i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i sag BS-46114/2024-HJR i Domsdatabasen