Frifindelse af skatteyder i transfer pricing-sag

Sag BS-35371/2024-HJR

Dom afsagt den 21. maj 2025

Skatteministeriet
mod
EET Group A/S

Sagen vedrørte ansættelsen af EET Groups skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010-2012 angående selskabets indtægter ved varesalg til syv af koncernens salgsselskaber.

EET Group A/S indkøber IT-komponenter og -reservedele fra uafhængige leverandører og videresælger dem til koncernens salgsselskaber, der er etableret i en række europæiske lande. Det står salgsselskaberne frit, om de vil købe produkter fra EET Group eller fra eksterne leverandører, men salgsselskaberne sælger hovedsageligt varer købt hos EET Group. Salgsselskaberne i Norge og Spanien købte dog i betydeligt omfang også produkter fra eksterne leverandører. EET Group sælger produkterne til salgsselskaberne til en pris, der fastsættes som indkøbsprisen tillagt en række beløb, herunder bl.a. fragt- og lageromkostninger. Alle salgsselskaberne betaler samme pris for en bestemt vare.

Skattemyndighederne havde forhøjet EET Groups skattepligtige indkomst for indkomstårene 2010-2012. Landsskatteretten havde herefter ophævet forhøjelsen for indkomståret 2010, men nedsat forhøjelserne for indkomstårene 2011 og 2012.

For Højesteret var spørgsmålet i første række, om EET Groups transfer pricing-dokumentation vedrørende salgsselskaberne i Norge og Spanien var mangelfuld, og om skattemyndighederne som følge heraf var berettigede til at forhøje EET Groups skattepligtige indkomst skønsmæssigt for så vidt angår indtægter fra varesalg til disse to selskaber. 

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at dokumentationen var væsentligt mangelfuld.

I anden række var spørgsmålet, om Skatteministeriet havde godtgjort, at EET Groups samhandel med salgsselskaberne ikke var sket på armslængdevilkår, og om SKATs indkomstforhøjelser var berettigede.

Om dette spørgsmål udtalte Højesteret bl.a., at det måtte bero på en sædvanlig bevisvurdering af oplysningerne i sagen, om Skatteministeriet havde løftet bevisbyrden. Vurderingen må foretages i lyset af den omhandlede virksomheds aktiviteter og forhold i øvrigt. Statistiske beregninger kan indgå i bevisvurderingen på samme måde som andre oplysninger.

Højesteret fandt, at den omstændighed, at avancerne for en række af EET-salgsselskaberne lå uden for det interkvartile spænd (de midterste 50 %) for avancerne for sammenligningsselskaberne ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at godtgøre, at EET Group og salgsselskaberne ikke havde handlet på armslængdevilkår. Højesteret udtalte endvidere, at beregningerne af interkvartile spænd kun i begrænset omfang var egnet til at belyse, om der i den foreliggende sag ikke var handlet på armslængdevilkår, idet der kun forelå oplysninger om et ret begrænset antal sammenligningsselskaber.

Herefter og efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Skatteministeriet ikke havde løftet bevisbyrden for, at EET Group ikke havde handlet på armslængdevilkår med sine salgsselskaber.

Højesteret frifandt på den baggrund EET Group.

Landsretten var i det væsentlige nået til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-35371/2024-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-35371/2024-HJR i Domsdatabasen