Om erstatningsansvar for gennemførelse af advokatundersøgelse

Sag BS-17375/2025-HJR

Dom afsagt den 9. december 2025

A
mod
advokat B

Advokat B gennemførte i efteråret 2020 på opdrag fra TV 2 en advokatundersøgelse om bl.a. krænkende handlinger. Som led i undersøgelsen etablerede advokat B en indberetningsordning og modtog i den forbindelse indberetninger fra to tidligere journalistpraktikanter om episoder, der havde fundet sted i 2001 og 2003, og som vedrørte A, der var tidligere vært på TV 2. Advokat B gennemførte interviews med de to indberettere, med A og med vidner til episoderne. 

Advokat B kom frem til, at A i 2001 og 2003 havde begået seksuel chikane, og udarbejdede en skriftlig vurdering og konklusion til TV 2. Denne skriftlige afrapportering blev ikke udleveret til A og var ikke fremlagt for Højesteret. Den 18. december 2020 på et onlinemøde, som A lydoptog, redegjorde advokat B mundtligt for grundlaget for advokatundersøgelsens konklusioner og TV 2’s beslutning om ikke længere at anvende A som vært.

Sagen for Højesteret angik, om advokat B var erstatningsansvarlig over for A. Hovedspørgsmålet var, om advokat B havde handlet ansvarspådragende over for A, og i bekræftende fald om betingelserne om årsagsforbindelse og adækvans var opfyldt.

Højesteret udtalte bl.a., at en advokat som udgangspunkt ikke vil kunne pålægges ansvar over for en tredjepart som følge af en advokatundersøgelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Der kan foreligge sådanne særlige omstændigheder, f.eks. hvis advokaten har begået grove fejl, eller hvis advokaten over for en tredjepart har tilsidesat en omsorgspligt på grund af advokatundersøgelsens karakter. Højesteret fandt, at der i forbindelse med advokat B’s advokatundersøgelse forelå sådanne særlige omstændigheder, som indebar, at der skulle udvises en særlig grundighed og omhyggelighed, også af hensyn til de personer, der var berørt af undersøgelsen. Højesteret lagde herved vægt på bl.a., at der var etableret en indberetningsordning om bl.a. krænkende handlinger, som kunne være i strid med lovgivningen, og at det i undersøgelsen kunne blive vurderet, om der kunne foreligge en overtrædelse af straffeloven. Dertil kom, at undersøgelsen med hensyn til A angik alvorlige beskyldninger og episoder, der lå henholdsvis 19 og 17 år tilbage i tid.

Højesteret fandt – i lighed med det, som Højesteret anførte i dom af 7. maj 2025 i den såkaldte disciplinærsag mellem advokat B og Advokatnævnet (UfR 2025.2886) – at advokat B under onlinemødet den 18. december 2020 ikke redegjorde tilstrækkeligt for, hvilke konkrete handlinger i 2001 og 2003 hun lagde til grund, at A havde foretaget, eller for, på hvilket grundlag hun fandt, at det med henvisning til hans handlinger ville være sagligt begrundet i 2020 at afskedige ham. Advokat B sikrede dermed ikke, at A fik rimelig mulighed for at varetage sine interesser.

Advokat B’s redegørelse under onlinemødet måtte forstås på den måde, at hun fandt, at A under episoderne i 2001 og 2003 havde udsat de to journalistpraktikanter for seksuel chikane, allerede fordi de havde oplevet eller opfattet det skete som krænkende. Højesteret fandt, at begrebet seksuel chikane i den foreliggende sammenhæng måtte forstås i overensstemmelse med begrebet inden for ligestillingslovgivningen, der regulerer forholdet mellem arbejdsgiveren og den krænkede person. Det fulgte heraf, at det forhold, at en person har oplevet eller opfattet en adfærd som krænkende, er udgangspunktet for vurderingen, men dette indebærer ikke i sig selv, at der foreligger seksuel chikane. Højesteret henviste i den forbindelse til forarbejderne til ligestillingslovgivningen. 

Herudover fandt Højesteret, at det var en fejl, at advokat B ikke kom nærmere ind på den bevismæssige betydning af, at de indberettede episoder lå henholdsvis 19 og 17 år tilbage i tid, idet Højesteret bemærkede, at de afgivne forklaringer ikke var overensstemmende, og at der ikke forelå objektive eller tidsnære beviser. Endvidere fandt Højesteret, at advokat B i lyset af en vidneforklaring afgivet under undersøgelsen burde have gennemført yderligere interviews med den ene indberetter og med A.

Som følge af de nævnte fejl og mangler ved advokatundersøgelsen fandt Højesteret, at advokat B ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at konkludere, at A ved de to episoder i 2001 og 2003 havde begået seksuel chikane. Advokat B havde dermed tilsidesat den omsorgspligt, der påhvilede hende, og Højesteret fandt, at hun havde handlet ansvarspådragende over for A.

Henset til det, som Højesteret havde anført om karakteren af advokatundersøgelsen, og til den grove karakter af de fejl, som advokat B havde begået, fandt Højesteret, at der alene kunne statueres ansvarsfrihed, hvis advokat B kunne påvise, at der ikke var årsagsforbindelse mellem de begåede fejl og A’s tab. Højesteret fandt, at advokat B ikke havde bevist, at andre forhold end hendes fejl i forbindelse med gennemførelsen af advokatundersøgelsen var årsag til de tab, som A gjorde gældende, at advokat B skulle erstatte. Højesteret fandt endvidere, at advokat B ikke havde påvist, at A’s tab ikke var en påregnelig følge af hendes ansvarspådragende fejl. 

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-17375/2025-HJR (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag BS-17375/2025-HJR i Domsdatabasen