Om erstatningsansvar efter strafbart forhold

Sag BS-21903/2025-HJR

Dom afsagt den 5. december 2025

A 
mod
Civilstyrelsen

A var ved dom af 4. oktober 2011 i overensstemmelse med sin tilståelse idømt 40 dages betinget fængsel for vold efter straffelovens § 244 ved at have tildelt B et kraftigt skub på brystet, hvorved B faldt bagover og slog hovedet ned i gadens flisebelægning. Umiddelbart efter faldet blev B af en anden gerningsmand tildelt et spark på kroppen og et knytnæveslag på venstre side af hovedet. Der blev efterfølgende konstateret betydelige skader hos B, herunder en alvorlig hjerneskade. 

I 2015 traf Erstatningsnævnet afgørelse efter offererstatningsloven om at tilkende B 2.598.750 kr. i erstatning for tab af erhvervsevne. Politiet traf i efteråret 2017 afgørelse om at rette regreskrav mod A for det erstatningsbeløb, som var blevet udbetalt til B i henhold til Erstatningsnævnets afgørelse. Regreskravet med tillæg af renter blev opgjort til i alt 3.008.432,11 kr. Kravet var nu overdraget til Civilstyrelsen.

I byretten og landsretten fastholdt myndighederne, at A skulle betale 3.008.432,11 kr. med renter. A blev i byretten og landsretten dømt til at betale 1 mio. kr. med procesrente fra den 5. januar 2018. Både byretten og landsretten fandt, at de almindelige erstatningsretlige betingelser var opfyldt, men nedsatte kravet efter lempelsesreglen i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.

A havde anket dommen til Højesteret med påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end 1 mio. kr. Civilstyrelsen påstod stadfæstelse for så vidt angik betaling af 1 mio. kr. 

Sagen angik i første række, om de almindelige erstatningsretlige betingelser var opfyldt. Var dette tilfældet, var spørgsmålet, om der var grundlag for at nedsætte Civilstyrelsens regreskrav yderligere efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1.

Højesteret tiltrådte, at de almindelige erstatningsretlige betingelser om årsagssammenhæng og adækvans var opfyldt.

Højesteret fandt, at der ved vurderingen af, om der efter erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, var grundlag for at nedsætte erstatningsansvaret yderligere, måtte foretages en samlet vurdering af, om ansvaret var urimeligt tyngende, og om der i øvrigt forelå ganske særlige omstændigheder. 
 
I vurderingen af de momenter, der er nævnt i erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, 2. pkt., lagde Højesteret særlig vægt på karakteren af den skadevoldende adfærd, der alene bestod i et kraftigt skub mod skadelidte, der forsøgte at forhindre A i at nå hen til sin grædende kæreste. Højesteret lagde endvidere vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde af spontan skadevoldende adfærd begået i 2011, da A var 21 år, at det endelige erhvervsevnetab på 75 % var betydeligt større end normalt, når henses til karakteren af den skadevoldende adfærd, at B havde opnået fuld erstatning fra staten, og at der ikke var grundlag for at antage, at skaderne, der lå til grund for regreskravet, havde været tilsigtet.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering heraf, at erstatningsansvaret i anledning af skaden ville virke urimeligt tyngende for A, og at der i øvrigt forelå ganske særlige omstændigheder. Højesteret nedsatte herefter i medfør af erstatningsansvarslovens § 24, stk. 1, erstatningsansvaret til 500.000 kr.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-21903/2025 HJR (pdf)
Læs Landsrettens afgørelse i sag BS-21903/2025 HJR i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag BS-21903/2025 HJR i Domsdatabasen