Gå til sidens indhold

Højesteret

20 nov. 2025

Højesteret

Overtrædelse af indrejseforbud

Om strafudmålingen ved uagtsom overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2

Sag 45/2025

Dom afsagt den 20. november 2025

Rigsadvokaten
mod
T

T blev ved dom af 27. juni 2001 idømt fængsel i 4 år for alvorlig narkotikakriminalitet og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den 28. september 2020 blev T anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, om indrejse i strid med et indrejseforbud. 

Byretten fandt T skyldig i at have overtrådt indrejseforbuddet, men dog således at overtrædelsen alene kunne tilregnes hende som uagtsom. Byretten udmålte under henvisning til straffelovens § 83 straffen under den lovbestemte minimumsstraf på fængsel i 1 år i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og fastsatte straffen til fængsel i 60 dage, som blev gjort betinget. Hun blev desuden udvist med indrejseforbud i 4 år.

Landsretten fandt ligesom byretten grundlag for i medfør af straffelovens § 83 at fravige minimumsstraffen på fængsel i 1 år i udlændingelovens § 59 b, stk. 2. Landsretten forhøjede dog straffen til ubetinget fængsel i 9 måneder, og T blev udvist med indrejseforbud i 6 år. 

For Højesteret angik sagen navnlig strafudmålingen.

Efter udlændingelovens § 59 b, stk. 2, fastsættes straffen fra fængsel i 1 år indtil 3 år for den, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel. 

Højesteret fandt, at bestemmelsens strafminimum på fængsel i 1 år også gælder for uagtsomme overtrædelser. Bestemmelsen måtte efter sine forarbejder dog forstås sådan, at minimumsstraffen på fængsel i 1 år tager sigte på udlændinge, der forsætligt overtræder bestemmelsen. I tilfælde, hvor det lægges til grund, at overtrædelsen af et indrejseforbud er begået uagtsomt, vil dette derfor i sig selv afgørende tale for at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme på fængsel i mindst 1 år, jf. straffelovens § 83. Ved fastsættelse af straffen skal der endvidere lægges vægt på bl.a. oplysningerne om gerningsmandens person samt oplysningerne om baggrunden for den ulovlige indrejse og varigheden af den pågældende udlændings tilstedeværelse her i landet, f.eks. om der er tale om en kort mellemlanding i Danmark. 

I den konkrete sag var T fundet skyldig i at have overtrådt udlændingelovens § 59 b, stk. 2, ved at være indrejst her i landet i strid med et indrejseforbud, som hun blev pålagt i 2001. Det var lagt til grund, at hendes indrejse i 2020 skete som led i en rejseplan med fly fra Nordmakedonien via Wien til Københavns Lufthavn, hvorfra hun skulle rejse videre med tog til sin bopæl i Sverige. 

Det var endvidere lagt til grund, at T’s overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, var uagtsom. Hertil kom oplysninger om hendes person, og at karakteren og varigheden af hendes tilstedeværelse i Danmark kunne sidestilles med en kort mellemlanding. 

Under disse omstændigheder fastsatte Højesteret straffen til fængsel i 60 dage, som under hensyn til navnlig lang sagsbehandlingstid, der i det væsentlige beroede på forhold, der ikke kunne bebrejdes T, og til hendes gode personlige forhold blev gjort betinget. 

Læs Højesterets afgørelse i sag 45/2025 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 45/2025 i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag 45/2025 i Domsdatabasen