25 nov. 2025
Højesteret
Om opsigelse med forkortet varsel efter 120-dagesreglen
Opsigelse afgivet på den 120. sygedag efter arbejdstids ophør var sket med rette
Sag BS-64381/2024-HJR
Dom afsagt den 25. november 2025
A
mod
X ApS
A blev ansat hos X ApS den 13. januar 2020. Ifølge ansættelseskontrakten fandt 120-dagesreglen i funktionærlovens § 5, stk. 2, om opsigelse med forkortet varsel anvendelse for ansættelsesforholdet. A havde den 7. juni 2023 været sygemeldt i 120 dage og kunne derfor i medfør af funktionærlovens § 5, stk. 2, opsiges med det forkortede varsel på 1 måned.
Den 7. juni 2023 kl. 13.42, der som nævnt var den 120. sygedag, modtog A en notifikation på sin PostNord-app om, at X havde klargjort en forsendelse til hende. Samme dag kl. 16.41 modtog A en notifikation om, at en forsendelse fra X var blevet indleveret til et posthus. Den 9. juni 2023 kl. 10.46, som var den 122. sygedag, kom forsendelsen, der indeholdt X’ opsigelse efter § 5, stk. 2, frem til A.
Sagen for Højesteret angik, om betingelserne for at opsige A med forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2, var opfyldt.
Højesteret udtalte, at det af ordlyden af § 5, stk. 2, 1. pkt., fremgår, at opsigelse med forkortet varsel forudsatte, at funktionæren ”har oppebåret” løn under sygdom i 120 dage i alt, mens ordlyden af § 5, stk. 2, 2. pkt., forudsætter, at opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til ”udløbet” af de 120 sygedage. Højesteret fandt derfor, at en opsigelse efter bestemmelsen først kan afgives, når arbejdsgiveren har konstateret, at funktionæren har haft 120 sygedage med løn.
Da en funktionær efter arbejdstids ophør på den 120. sygedag har oppebåret løn i 120 sygedage, fandt Højesteret, at en opsigelse efter § 5, stk. 2, kan afgives efter arbejdstids ophør denne dag.
Det var for Højesteret ikke bestridt, at A’s normale arbejdstid var kl. 8.30-15.00. Da X’ opsigelse blev afsendt på den 120. sygedag den 7. juni 2023 kl. 16.41, var opsigelsen således afgivet efter ophør af A’s normale arbejdstid.
Det var ubestridt, at opsigelsen var sket i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, idet forsendelsen med opsigelsen kom frem til A den 9. juni 2023 kl. 10.46, og at A på dette tidspunkt stadig var syg.
På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at betingelserne for X’ opsigelse af A med forkortet varsel var opfyldt, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag BS-64381/2024-HJR (pdf)