29 okt. 2025
Højesteret
Om straf for grov vold og udvisning af EU-borger
Udvisning af en lettisk statsborger, der var straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder, måtte anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2
Sag 9/2025
Dom afsagt den 29. oktober 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T, der var lettisk statsborger, var fundet skyldig i bl.a. vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved at have stukket F én gang på brystet med en kniv, hvorved F fik et snitsår. Straffen var fastsat til ubetinget fængsel i 6 måneder, og T blev udvist med indrejseforbud i 6 år.
For Højesteret angik sagen straffastsættelsen og udvisning.
Med hensyn til straffastsættelsen fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for formildelse. Der blev herved lagt vægt på, at T opsøgte F på dennes bopæl og begik vold mod hende med anvendelse af kniv.
Med hensyn til udvisningsspørgsmålet udtalte Højesteret, at T på tidspunktet for byrettens dom om udvisning havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 7 år, og at T dermed havde opnået ret til tidsubegrænset ophold, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 16, stk. 1. Det var derfor en betingelse, at udvisningen skyldtes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.
Højesteret bemærkede, at volden blev begået, efter at T havde opsøgt F på hendes bopæl med en kniv, og at der ikke var nogen forudgående kontakt mellem T og F. Højesteret fandt herefter, at T’s kriminalitet ikke var spontan eller tilfældighedspræget. Selv om T ikke tidligere var straffet, måtte det efter karakteren af hendes alvorlige kriminelle adfærd antages, at hun ville være tilbøjelig til at udvise denne adfærd i fremtiden. Højesteret tiltrådte på den baggrund, at T’s kriminelle adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.
Henset til T’s begrænsede tilknytning til Danmark og stærke tilknytning til Letland fandt Højesteret, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke var et uproportionalt indgreb.
På denne baggrund fandt Højesteret, at udvisning af T måtte anses for begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag 9/2025 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 9/2025 i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag 9/2025 i Domsdatabasen