29 jan. 2025
Højesteret
Om hvidvask ved omveksling til anden valuta
Omveksling af penge til anden valuta henført under straffelovens § 290 a om hvidvask, uanset om de omvekslede penge skulle bruges til at begå ny kriminalitet
Sag 64/2024
Dom afsagt den 29. januar 2025
Anklagemyndigheden
mod
T
T, som var syrisk statsborger, var i landsretten fundet skyldig i bl.a. hvidvask af særligt grov beskaffenhed vedrørende et beløb på over 9 mio. kr. i en række forhold. Landsretten lagde til grund, at de hvidvaskede beløb stammede fra organiseret salg af narkotika. Landsretten lagde desuden til grund, at T vidste, at der var tale om udbytte fra strafbare lovovertrædelser, hvor omveksling skulle skjule eller tilsløre dette. Landsretten anførte i den forbindelse, at det var uden betydning for vurderingen heraf, om de omvekslede beløb var tænkt at tilgå bagmænd som gevinst eller helt eller delvist skulle anvendes til indkøb af mere narkotika.
For Højesteret angik sagen navnlig, om forholdene med rette var henført under straffelovens § 290 a om hvidvask. Sagen rejste også spørgsmål om straffastsættelse og udvisning.
Højesteret fandt, at straffelovens § 290 a må forstås således, at der som udgangspunkt er tale om hvidvask, når penge, der er udbytte af kriminalitet, veksles til en anden valuta, idet omveksling er egnet til at skjule eller tilsløre udbyttets ulovlige oprindelse. Der er ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, når de omvekslede penge skal bruges til at begå ny kriminalitet.
På den baggrund og efter landsrettens bevisresultat havde Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at landsretten havde anvendt straffeloven forkert ved at henføre sagens forhold under hvidvaskbestemmelsen i straffelovens § 290 a. Højesteret tiltrådte endvidere, at der var tale om hvidvask af særligt grov beskaffenhed.
Højesteret fandt efter forholdenes karakter og grovhed ikke grundlag for at nedsætte straffen på fængsel i 2 år og 6 måneder.
Højesteret fandt desuden, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Landsretten var nået til samme resultat.
Læs Højesterets afgørelse i sag 64/2024 (pdf)
Læs landsrettens afgørelse i sag 64/2024 i Domsdatabasen
Læs byrettens afgørelse i sag 64/2024 i Domsdatabasen