Gå til sidens indhold

Højesteret

20 dec 2022

Højesteret

Betingelser for at afvise sag var ikke opfyldt

Sag kunne ikke afvises, da nyt anbringende og ny bevisførelse ikke umiddelbart kunne afvises som værende uden betydning for sagens afgørelse

Sag BS-48155/2021-HJR
Kendelse afsagt den 20. december 2022

SP Invest ApS
mod
Gårestrup Vestergaard A/S

Ved byrettens dom blev SP Invest dømt til at betale udgifterne til udbedring til Gårestrup Vestergaard. Retten fandt det på grundlag af skønserklæringen godtgjort, at der var mangler ved siloerne. Det forhold, at skønsmanden havde foretaget sine beregninger på baggrund af oplysninger om en forkert størrelse silo, ændrede ikke herpå, da siloerne i givet fald blot havde været større, og SP Invest ikke havde indkaldt skønsmanden til afhjemling i retten.

SP Invest ankede til landsretten, som afviste sagen med henvisning til retsplejelovens § 368 a, da landsretten fandt, at der ikke var udsigt til, at ankesagen ville få et andet udfald end i byretten, og da der ikke i øvrigt var grunde, der talte for, at sagen skulle behandles i to instanser.

Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten med rette havde afvist ankesagen.

Gårestrup Vestergaard havde både ved en isolerede bevisoptagelse og under forberedelsen i byretten henvist til sagsgenstanden som siloer model Tunetanken FC26, hvorfor den af fabrikanten anførte højde af denne type siloer blev lagt til grund for beregningerne i skønsrapporten, uanset skønsmanden under skønsforretningen havde besigtiget tre højere siloer model Tunetanken FC75, som var de siloer, sagen reelt angik. Først under hovedforhandlingen blev sagsgenstanden korrigeret til tre siloer model Tunetanken FC75. SP Invest havde for landsretten som nyt anbringende anført bl.a., at kravene til reklamation ikke var overholdt, og havde desuden anmodet om yderligere bevisførelse ved supplerende spørgsmål til skønsmanden.

Højesteret udtalte, at det ikke umiddelbart kunne afvises, at disse forhold kunne få betydning for sagens afgørelse, hvorfor betingelserne for at afvise SP Invests anke til landsretten i medfør af retsplejelovens § 368 a ikke var opfyldt.

Højesteret ophævede derfor landsrettens dom og hjemviste sagen til behandling ved landsretten.

Læs hele kendelsen i sag BS-48155/2021-HJR (pdf)