Om varetægtsfængsling efter udlændingeloven

Sag 157/2019 m.fl.
Kendelse afsagt den 15. april 2020

Anklagemyndigheden
mod
T

Sagerne angik, om der den 11. juni 2019, den 25. juli 2019 og den 7. august 2019 var grundlag for i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, fort­sat at varetægtsfængsle T.

T var løsladt på prøve fra afsoning af en straffedom på 11 års fængsel, hvor han også var udvist med indrejseforbud for bestandig. Det var et vilkår for prøveløsladelsen, at udvisningen af ham blev gen­nem­­ført – et vilkår, som T ikke havde opfyldt ved at nægte at medvirke til ud­sendelse. Rest­straffen var ved prøveløsladel­sen i juli 2017 på ca. 3 år og 8 måneder, og han ville først have afsonet den idømte straf fuldt ud i marts 2021.

Højesteret lagde til grund, at der efter de oplysninger, der forelå på tidspunktet for landsrettens ken­del­ser om fortsat varetægtsfængsling, var reel udsigt til at gennem­fø­re en tvangs­mæssig udsendelse af T til Irak i en nærmere fremtid.

I hvert fald under disse omstændigheder, og uanset at va­retægtsfængslingen af T efter reglerne i ud­læn­dingeloven havde varet siden den 27. juli 2017, tiltrådte Højesteret, at en proportionalitetsvurdering ikke var til hin­­der for fortsat fængsling af ham efter udlændingelo­vens § 35, stk. 1, nr. 1, som sket ved landsrettens kendelser. Hø­­jesteret bemærkede herved, at tidsgrænserne, som følger af lovens § 37, stk. 8, ikke finder anvendelse hverken di­rek­te eller analogt på varetægts­fængsling i medfør af § 35.

Da de øvrige betingelser for varetægtsfængsling også var opfyldt, stadfæstede Højesteret herefter lands­rettens kendelser.

Læs hele kendelsen i sag 157/2019 m.fl. (pdf)