19 sep. 2025
Grønlands Landsret
Den af kredsretten idømte foranstaltning stadfæstet - K 105/25
En 47 årig mand blev ved Sermersooq kredsret idømt anbringelse i anstalt for domfældte i 60 dage for at have under tjeneste som kommunefoged ved Grønlands Politi, at have slået forurettede flere gange på kroppen med en politistav, hvorved forurettede pådrog sig blodunderløbne mærker.
Af Grønlands Landsrets dom af 19. september 2025 fremgår følgende:
Vedrørende forhold 1:
Det må efter de fremkomne oplysninger lægges til grund, at vidnet var meget beruset den pågældende aften, og at hun derfor kan have svært ved at huske det samlede hændelsesforløb korrekt. Retten finder det desuden usandsynligt, at vidnet fra det sted, hvor han befandt sig, har kunnet iagttage klart, hvad der foregik. Landsretten lægger på denne baggrund tiltaltes forklaring, der er fremstået troværdig, til grund for pådømmelsen af sagen. 
Landsretten lægger herefter til grund, at forurettede, efter at være løsladt fra brandstationen, løb mod kajen, idet hun udtalte, at hun ville kaste sig i havet, og at tiltalte og kommunefoged-hjælperen fulgte efter hende for at forhindre dette. De fik trukket hende væk fra kajen, men hun var fortsat meget urolig, og tiltalte slog hende derfor tre gange på armen for at få hende til at falde til ro. Han advarede hende ikke først.
Landsretten finder på dette grundlag tiltalte skyldig i forhold 1, fordi tiltalte kunne have anvendt et mindre magtmiddel, f.eks. håndjern og frihedsberøvelse, og fordi han ikke advarede forurettede, inden han slog.
Det kan ikke føre til et ændret resultat, men udgør dog en formildende omstændighed, at tiltalte, før han slog, havde søgt vejledning hos politiet i Nuuk.
Der er ikke ført bevis for, om forurettede fik blodunderløbne mærker ved slagene.
Vedrørende forhold 2:
Tiltalte har forklaret, at han ikke tog halsgreb på forurettede, mens vidnet har forklaret, at han så tiltalte have fat med én hånd om halsen på forurettede. Der er ikke ført yderligere beviser vedrørende forholdet.
Landsretten finder ikke, at den ene af disse forklaringer fremstår mere troværdig end den anden, og det er herefter ikke bevist, at tiltalte er skyldige i forholdet, hvorfor han frifindes.
Vedrørende forhold 3 og 4:
Tiltalte og vidnet har samstemmende forklaret, at tiltalte iførte sig sin uniform som kommunefoged og holdt den peberspray, han var i besiddelse af som kommunefoged, frem mod forurettede, mens han spurgte: ”Skal du prøve den?” eller lignende. 
Under hensyn til effekten af at blive sprayet med peberspray i ansigtet, udgør en sådan udtalelse i situationen en overtrædelse af kriminallovens § 98, og tiltalte findes på denne baggrund skyldig i forhold 3.
Tiltalte har forklaret, at han iførte sig sin uniform som kommunefoged og truede med anvendelsen af peberspray som anført, fordi han ville forsvare sig selv i den private konflikt, der pågik.
Tiltalte er på denne baggrund også efter sin egen forklaring skyldig i forhold 4, overtrædelse af kriminallovens § 49 om stillingsmisbrug.
Efter ovenstående, og idet 60 dages anstaltsanbringelse efter sagens formildende omstændigheder og tiltaltes gode personlige forhold findes passende også efter udfaldet af landsrettens bevisbedømmelse, stadfæstes den af kredsretten idømte foranstaltning.
Den af kredsretten idømte foranstaltning stadfæstes.
Sagsnummer: K 105/25