Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

08 aug. 2024

Grønlands Landsret

Landsretten stadfæstede kredsrettens frifindende dom - K 075/24

En 64 årig mand blev frifundet ved Qeqqa kredsret. Han var tiltalt for at have skaffet sig analt samleje med en kvinde, der ikke havde samtykket heri, idet hun lå og sov.

Af Grønlands Landsrets beslutning af 8. august 2024 fremgår følgende: 

Landsretten finder det bevist, at der har fundet et analt samleje sted mellem tiltalte og kvinden på det omhandlede tidspunkt, hvorved landsretten har lagt vægt på, at der er fundet dna i kvindens anus, som matcher tiltaltes dna. Landsretten tilsidesætter således tiltaltes forklaring om, at der ikke har fundet et samleje sted, som utroværdig. 

Kvinden har afgivet en meget uklar og usikker forklaring om hændelsesforløbet, herunder på spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte, inden hun gik op i soveværelset, spurgte hende, om de skulle have samleje. Hendes forklaring og fremtoning også i landsretten efterlader det indtryk, at hun på grund af beruselse reelt ikke husker hændelsesforløbet bortset fra, at hun blev meget forskrækket over den måde, tiltaltes kone vækkede hende på og bad hende forlade huset.

På denne baggrund, og når henses til tiltaltes og vidnets forklaring om, at tiltalte og kvinden gik op i soveværelset i fælles forståelse om at skulle have samleje, finder landsretten ikke, at der foreligger et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fastslå, at samlejet har fundet sted uden kvindens samtykke.

Landsretten stadfæster derfor kredsrettens frifindende dom.

Kredsrettens dom stadfæstes.

 

Sagsnummer: K 075/24

Domme med forklaringer